De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

92 KØBENHAVN 1536-1660 betale tvungne Indskud for at tilvejebringe den ifølge Kongens Skøn nødvendige Kapital, men det var alligevel kun faa af disse Kompagnier, der arbejdede med noget Udbytte. Et af disse var det store islandske Kompagni, der blev oprettet 1602, og som i Virkeligheden var en Sammensmæltning af en Mængde smaa enkelte Handelsselska- ber. Det var dog ikke Københavnerne alene, der havde drevet Handel paa Island, Hamborgere, Lybækkere og Bremere havde ogsaa været forpligtede til at forsyne Indbyggerne med deres Fornødenheder og havde haft stor Fordel af deres Handel. Da Kongens egne Undersaatter nu »Gud være lovet! var saa formuende paa Skibe og Købmandsvarer, at de kunde paatage sig denne Handel«, saae Kongen gerne, at de og ingen andre nød den Fortjeneste. Han overdrog derfor Borgerne i København, Malmø og Helsingør Eneretten til Handelen paa Island i 12 Aar. Øens Havne blev fordelt mellem de tre nævnte Byer, saaledes at København fik 6 at besejle, Malmø og Helsingør derimod hver 7, hvilket kunde tyde paa, at deres Handelsflaade endnu overgik Hovedstadens i Størrelse. Købsvendene fra Danmark maatte ikke i Hobetal overvintre paa Island, der maatte kun være een højst to i hver Havn, og tysk 01 maatte paa ingen Maade indføres, kun dansk 01, baade velbrygget og velsmagende og gement. Kompagniet skulde være forpligtet til at besejle flere Havne, om det fandtes nødvendigt for at forsyne Landet med Varer, og af hver Havn betale Kon- gen 16 gamle Daler om Aaret. Da Privilegiet efter de 12 Aars Forløb blev fornyet, havde Forholdene forandret sig saa meget til Københavns Fordel, at Københavnerne nu faar 11 Havne, medens Helsingør faar 8 og Malmø 2. I de nye Privilegier hedder det endvidere, at al Kom- pagniets Udredning skal foregaa i København, og der føjes en Bestemmelse til, der viser, at man tidligere ikke altid har sejlet med egne Skibe. Det paabydes nemlig, at Kompagniet inden 5 Aars Forløb skulde anskaffe sig sine egne Skibe, »for at Kongens Undersaatter kunde nyde den Genant og Fordel af samme Handel, som Fremmede og Udlændiske hidtil havde nydt«. Der blev tillige fastsat en bestemt Takst for Varer, og det kunde Islænderne vist nok være meget fornøjede med. Ti Københav- nerne havde stundom nok villet tjene vel meget paa deres Varer. Aaret efter fik Kompagniet ogsaa Privilegium paa Sejladsen paa Vespenøerne eller Vestmannaøerne ved Island, hvor Kongen oprindelig selv havde drevet Handel, men som fra 1570 havde været i Hænderne paa forskellige københavnske Handels- selskaber. Og endnu et Aar senere, i 1620, blev Handelen paa Færøerne ligeledes overdraget det islandske Kompagni. Handelen saa vel paa Island som paa Færøerne trak imidlertid stadig fremmede Købmænd til, som i Smug handlede med Indbyggerne og sagtens solgte dem billi- gere Varer, end de monopoliserede, danske Købmænd havde Lyst til, og i 1636 fik Islænderne Forbud mod at handle med andre end Kompagniets Købmænd. Man ser, at det særlig var Hollænderne, der lokkedes herop. Mellem det islandske Kompagnis Skibe fra København og de hollandske Smughandlere udbrød der en fuldstændig Guerilla til Søs, og Kompagniet fik i 1631 Ret til at opbringe alle fremmede Skibe, som blev antrufne for langt inde under Land. Denne Ret til at drive Kaperi, som nu og flere Gange senere tillagdes Kompag- niet, fik det ikke alene af Hensyn til Handelen men ogsaa af Hensyn til Hval- fangsten. Sejladsen og Virksomheden paa de nordlige Have havde ganske naturligt givet Anledning til, at Københavns driftige Borgere ogsaa lagde sig efter Hvalfangsten,