De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

96 KØBENHAVN 1536—1660 1629 havde paalagt Byens Borgere. De skulde altsaa være særlig stærkt byggede, saa de kunde føre Kanoner — 16—24—30 efter Størrelsen. I 30 Aar skulde Kompagniet bygge 10 saadanne Skibe, som det skulde være forpligtet til at leje til Kongen, naar han havde dem behov i Krigstilfælde, for en billig Fragt og Maanedspenge. Da Hol- lænderne og andre Søfarende imidlertid nød samme Toldfrihed som Kongens egne Undersaatter, kunde disse ikke bestaa i Konkurrencen. Søfarten paa Spanien hørte næsten ganske op, og da Kompagniet ikke efterkom sin Forpligtelse med Hensyn til at stille de lovede Defensionsskibe, blev det ophævet. Naar man ser paa alle de Handelskompagnier, der var blevet stiftede i Løbet af den første Halvdel af Aarhundredet, skulde man tro, at den københavnske Han- del og Søfart maatte staa paa en glimrende Fod. Men det var dog ikke Tilfældet. Handelen paa Østersøen, tor hvilken der i øvrigt blev oprettet et Kompagni i 1636, var sikkert den solideste; paa de oversøiske Farter blev der som oftest sat Penge til, foruden at man udsatte sig for store Eventyr. »Den indianske Seglation«, som Chri- stian IV. kaldte den, gik i 1633 ganske i Staa. De københavnske Handlende kunde ikke tage det op med Hollænderne og Portugiserne. Men Troen paa, at der dog til sidst her som i Holland maatte kunne hentes Rigdomme hjem fra de Kyster, hvor Pebe- ret gror, var saa stærk, at Sagen i 1638 kunde tages op igen. Kongen selv, Adelige og Borgerlige gjorde Indskud paa ny, den, der ikke gik frivillig med, blev tvunget dertil. »Gud give, det maa være bedre anlagt end det forrige!« skriver Christian IV., og Foretagendet var sikkert denne Gang bedre anlagt end sidst, og der var kommet Mænd med i Bestyrelsen, der utvivlsomt sad inde med den nødvendige Dygtighed og med tilstrækkelig Energi. Men nu blev Skibene ramt af Uheld. 1655 søgte Frede- rik III. at blæse Liv i det ostindiske Kompagni paa ny, men uden Held. Det fik først sin Blomstringsperiode i en langt senere Tid. Efterhaanden som Sejladsen tiltog, og flere og flere Skibe stævnede ud paa de lange Rejser, voksede der en Fare op, som man tidligere kun i ringere Grad havde kendt til. Søen blev fuld af Sørøvere — Dünchirkere hed de i Nordsøen og Tyrkere, dvs. Algierske Sørøvere i Atlanterhavet. De sidste var endog saa dristige, at de sejlede op til Island og Færøerne, gik i Land og øvede Strandhug og slæbte Indbyggerne bort med sig i Hundredevis. 1625 sad der omtrent 100 danske Søniænd i Fangenskab i Algier, og Indsamlinger i Kirkerne om Søndagen til »Ransonering og Igenløsning« af Søfolk, der sad i Fangenskab hos Tyrkerne, forekommer hvert Øjeblik i danske Byer. Men de fredelige Koffardiskibe var ogsaa udsat for at lide Overlast paa anden Maade. Spanierne f. Eks. brugte en ganske egen Trafik. De lod undertiden, naar de havde Brug for flere Fragtskibe, end de ved egen Hjælp kunde faa samlet, deres Fartøjer gaa ud i Søen og anholde forbisejlende Handelsskibe, der ikke var stærke nok til at slaa fra sig, og bringe dem i Havn, hvorpaa de maatte lade sig bruge til den eller de Rejser, som Spanierne netop havde forestaaende. Et af det ostindiske Kompagnis Skibe blev saaledes engang opholdt i hele 3 Aar. Men det var kun eet Tilfælde af Overgreb fra de frygtede Biskayeres Side imellem mange. Hele Christian IV.s Regering er der Forhandlinger med den spanske Regering om disse Anholdelser af danske Handelsskibe. Og fra Hollænderne og Portugiserne blev der lagt de dan- ske Ostindiefarere saa mange Hindringer i Vejen som muligt. Medens Risikoen ved Søhandelen saaledes snarere voksede end aftog paa Grund af de forskellige Nationers Skinsyge og paa Grund af Sørøveriets Floreren, begyndte