De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

120 KØBENHAVN 1536—1660 ling.« For en Mands Kjortel at fore maatte de tage P/a Mark, for en stor Doktor- eller Præstekjortel 3 Mark, for en Kvindekjortel 1 Mark, for en Saiens Kjortel med Bræmme l1/» Mark, en Trøje 8 Skilling« osv. osv. Paa samme Maade blev der sat faste Priser paa alt andet Haandværksarbejde. Murere, Tømmermænd, Snedkerne og andre fik fastsat, hvor meget de maatte tage i Dagløn, naar de arbejdede paa egen Kost, og hvor meget, naar de fik Kosten osv. osv. Der var sikkert anvendt et stort Arbejde paa denne Kundgørelse for gennem den at regulere Priserne i det daglige Liv, men den fik ikke bedre Skæbne, end andre og tidligere Paabud af lignende Art. Regeringen havde ikke Myndighed nok til at sætte sin Villie igennem, og Klagerne over Lavenes Overgreb vedblev som før. Da besluttede Christian IV. endelig at gøre et Forsøg med at ophæve Lavene. Dette skete ved et Reskript af 19. Juni 1613. Af alle de Bevæggrunde, han kunde have dertil, har han kun anført den, der paa Forhaand maatte siges at være den mest populære, nemlig Lavenes Bestræbelser for at tvinge Befolkningen til at betale høje Priser for Haandværkets Frembringelser. »Vi kommer naadigst udi Forfaring,« siger Kongen, »om den store Uskikkelig- hed og Modvillighed her udi Riget med Haand værksfolk og andre om Skraaer og Lavsret sig begiver, idet de paa det højeste besvære vore Undersaatter med hvis de (disse) hos dem skulle lade gøre og forarbejde, og ellers deres Varer dem over sæt- ter, (dvs. sætter i saa høj Pris) saa de ikke for en billig Værd det, de skulde købe °g til sig forhandle, kunne bekomme, hvortil deres Skraaer og Lavsret dem Anled- ning giver, efterdi enhver her i Riget sin Næring og Haandværk ubehindret ikke maa bruge, med mindre de først have vundet Lavet.« For Fremtiden skulde det staa enhver Haandværker frit for at nedsætte sig, hvor han vilde og bruge sit Haandværk, naar han havde gjort sin Borgered og betalt Byens Tynge. Men alle tjenstløse Haandværksgeseller, som ikke have svoret Borgered, men ulovlig brugte deres Haandværk, de skatteydende Borgere til Skade og Afbræk, skulde møde paa Raadhuset og vinde Borgerskab og angive sig selv for Hus, Skat og Vagt eller tage Tjeneste hos Borgerne. Og samtidig blev det disse forbudt at huse Haandværksfolk, som ulovlig brugte deres Haandværk. Ved Reskriptet af 19. Juni 1613 blev saaledes alle Skraaer og al Lavsret ophæ- vet i hele Riget, »indtil vi særdelis noget Haandværk med anden Skraa eller Lavs- ret herefter ville benaade.« Det var altsaa kun et Forsøg, men et Forsøg, som viste, at Lavsorganisationen ikke kunde undværes endnu. Det Resultat var Christian IV. ikke længe om at komme til. 10. Oktober 1621 fik Mestrene i de nedlagte Lav »paa det at Haandværkerne her i Byen maa bringes paa Fode« Paabud om at forfatte nye Lavsartikler og indsende dem til Magistratens Godkendelse og Stadfæstelse. Dog skulde det være Lavene forbudt at gøre Aftaler om Køb og Salg, — med andre Ord, det overlodes Magistraten at sætte Pris paa deres Varer, — og Igangskost og Mesterstykke skulde være ganske afskaffet. Naar nogen vilde bruge et Haandværk, skulde han lade sit Navn indskrive hos Oldermanden, men maatte ikke understaa sig at gøre Gæstebud eller Mesterstykke. Overtrædelse af dette Bud medførte Bøder baade for den nye Mester saa vel som for de indbudne Gæster. Det af Snedkerlavet efter Kongens Opfordring af 10. Oktober 1621 til Magistra-