De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HAANDVÆRK OG INDUSTRI 121 ten indsendte Forslag til nye Lavsartikler er endnu bevaret. Man ser deiaf, hvoi haardt det er faldet de gamle Mestre at opgive Tanken om Mesterstykket. Hvoidan skulde Verden vel kunne bestaa, blot saa længe som til Paaske, naai enhvei kunde rende hen og blive Mester! Sadelmagerne havde — paa en Maade dei bedie end noget andet oplyser os om den overordentlig ringe Respekt, man havde foi selve Kgl. Majestæts Love og Befalinger, — straks efter Forordningen af 1613 om Lave- nes Ophævelse, ganske rolig paa et Lavsstævne erklæret, »at eftersom vor Ski aa ei os frataget af vor naadige Øvrighed, da ville samtlige menige Lavsbrødre blive ved den gamle, forefundne Skraa, som nu findes udi vort Skrin.« Det var aabenbart Folk, som det ikke var let at trækkes med! Og saa stædige var Snedkerne da heller ikke. De forfattede en Række nye Artikler og indsendte dem til Magistraten. Eftersom, hedder det her, »ingen billigen kan kaldes en Mester paa noget Haand- værk, med mindre han det tilforn i nogen Maader bevist haver«, anmoder de den gunstige Øvrighed om at ville være betænkt paa »et godt Middel, Haandværket til Forbedring, saa at, om end skønt der ikke skal gøres nogen Mestergerning, . . . der dog maatte bevilges noget at gøre, enten en Ridsning (Tegning) paa et Stykke Ar- bejde, hvad som kan foregives, Snedkerværk belangende, en Vinduesbue eller noget andet, som sædvanligt kan være, efter den gunstige Øvrigheds gode lykke, forme- delst at Drenge, som samme Haandværk lære og derefter sig udi andre Nationer ville forsøge, kunde des bedre blive fordret og ej spotteligen forhaanes, fordi de ej sit Haandværk hos den, som nogen Mestergerning gjort havde, som ellers af gam- mel Tid haver været vanligt«, lært havde, »tilmed og at Drengene ikke deres Ung- dom udi Haandværkernes Misbrug skulle henbringe og saa snart de af deres Lære udkommer, skulde dennem paa deres egen Haand nedsætte, dennem til Fordærv. Anseendis vi ikke hermed nogen voris Fordel ville vide, men langt mere Ungdom- mens Gavn og Bedste.« Det kunde jo lyde overmaade smukt og nydeligt med denne Omsorg for Ung- dommens Oplærelse, men det er et Spørgsmaal, om det var stort andet, end en Talemaade. I alt Fald viser tre Kongers stadige Klager over Manglen paa dygtige Haandværkere, Klager, der altsaa spænder over mere end et Hundrede Aar, at hvei- ken Mestrenes Omhu for deres Læredrenge eller det saa højt lovpriste Mestei stykkes Udførelse var nok til at bringe Svendene op paa et saadant Standpunkt, at de formaaede at fyldestgøre de Krav til Haandværkerdygtighed og Snille, som Tiden krævede. Og de tre Konger, Christian III., Fredrik II. og Christian IV. kunde vel bedie, end nogen anden tale med om dette Spørgsmaal. Det var uden Spørgsmaal Landets største Arbejdsgivere. Ingen anden Mand i Landet sysselsatte blot tilnæi melsesvis et saa stort Antal Haandværkere som de, i alle Fag. Under Manglen paa hjemlig Due- lighed, maatte de da i hin store Byggeperiode søge til Udlandet. Særlig ha Nedei- landene og Nordtyskland, men ogsaa fra andre Lande i Europa indkaldte de tie nævnte Konger, men dog især Christian IV. en stor Mængde Haandværkere, hvis Komme her til Landet blev af den største Betydning for det danske Haandværk. For det første mistede dette paa mange Omraader sin nationale Karakter og blev fortysket lige saa meget hvad Sprog, som hvad Skikke angaar, og foi det andet blev der tilført det en Mængde dygtige Elementer. Denne store Tilstrømning af fremmede Haandværkere og Kongens samtidige