De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

144 KØBENHAVN 1660—1807 gaa paa Volden, men straks mig undervist med slige Ord: »Schier herunder!« og straks med hans Musket mig vilde herunder støde, hvorover jeg blev hel altereret, at jeg, som Hr. Kaptajn er velbevidst, i den gamle Krigstid som en Korporal altid min Vagt vel haver forset, som en ærlig Borger er skyldig og bør at gøre, forhaa- ber, at min gunstig Hr. Kaptajn vilde sligt for højere Øvrighed andrage, og maa endnu dagligen af Fremmede, baade Hamborger og andre, spottes, hvorledes vi ha- ver os forholdt, at en Københavns Borger ikke maa engang gaa paa Volden for Plaseer, da vi dog saa mangen Travaille og kold Nat haft haver, hvilket gør mig ondt, at I samt vores Stadshopsmand ej derpaa vil tale. Vil befale eder samt Kæ- reste og Børn den allerhøjeste Gud. Forbliver eders tjenstvilligste Tjener.« København, d. 28. Maj anno 1680. Den gode, solide, maaske lidt brovtende borgerlige Selvfølelse, der var udviklet hos Københavnerne under den lange, haarde Belejring, havde ondt ved at forlige sig med den unge Enevælde, som led af daarlig Samvittighed og ikke havde den Fribaarnes Evne til at nære og skabe Tillid. Men efterhaanden som det Slægtled, der havde oplevet de store Begivenheder i 1660, gik bort og det næste rykkede frem, og efterhaanden som det blev klart, hvad det betød for en Mand at se Tingene fra Ene- vældens Standpunkt, og hvilke Behageligheder det kunde kaste af sig at være en under- danig Arveundersaat, forsvandt den gamle Trods. Borgersønnen Peder Skomagers Ophøjelse har sikkert bidraget til at blænde manges Øjne; for et saa forfængeligt og æresygt Folkefærd som Københavnerne aabnedes her de eventyrligste Vidder, og den honette Ambition opflammedes mægtigt af det nye Rang- og Titelvæsen. Vartovspræsten under Belejringen, Hr. Anders Hjørring, giver os uden at ane det, et overordentlig værdifuldt Bidrag til Forstaaelseii af hin Tid, da en ny Klasse- inddeling og nyt Klassehovmod blev grundlagt. »Udi dette 1668de Aar er Køben- havns By kommen til den Højde og Estime, som aldrig tilforn. Raadet er kommet i den Flor, at i den Sted nogle enfoldige, som en Part ikke havde studeret, at deres Navne ikke fandtes indskrevne i de Lærdes Tal paa Akademiet, vare bievne for- fremmede til Borgmesters Bestilling, da fatte nu de Studerende, ikke aleneste som Studenter, men som Licentiati, ja promoti Doctores, Sind og Attraa at beklæde Præ- sidents- og Borgmesters Sæde udi København, i den Sted at promoti Doctores til- forn holdt det deres Grad alt for nær at affektere Borgmesters Titel og Sæde.« En borgerlig Mand kunde i Anledning af denne akademiske Tirade haft al An- ledning til at sige med et gammelt Ord: Jeg takker for Æren, som Manden sagde, da de kyssede hans Kone. Ti det blev Københavns Borgere selv, der kom til at be- tale Gildet. Men havde den gode Anders Hjørring talt helt ud af Posen, havde det ikke været ilde. Ti hvad der nu trak ikke alene Studenter, men Licentiater ja, pro- moti Doctores til Borgmester- og andre Bestillinger, det var det, at Frederik III, som kendte sine Folk, gerne vilde have den lærde Stand ind i disse Embeder, og der- næst, at disse nu ikke blot blev lønnet, men blev langt bedre lønnet end Statens Embeder. Tidligere havde Borgmesterembederne og andre Magistratsbestillinger væ- ret borgerlige Æresposter, Stillinger med stort Ansvar og ringe Fortjeneste, som krævede Mænd, der var modnet i Livets Gerning og ikke flaskede op paa en aka- demisk Højskole. Da Christian V. kom paa Tronen, havde Københavnerne alt begyndt at vænne