De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

162 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN ■ lede, inden Dommen faldt. Paa Grund af den lange Fængsling slap de for videre Straf, men fik dog deres Navn slaaet paa den sorte Tavle. Hvorledes det gik de Skomagersvende, som i 1712 gjorde Skrue og nedlagde Arbejdet hos den Skomagerenke, de arbejdede hos, fordi hun ikke vilde makke ret og gifte sig med »Brætsnideren«, det vil sige Tilskæreren, vides desværre ikke. Nej, Vanskeligheden laa i, at Haandværkerne var for en meget stor Del Frem- mede. De stammede lige ned fra Middelalderens farende Folk og havde ligesom Soldaterne i hin Tid et eget internationalt Præg paa sig, et Præg, der særlig var bleven uddybet netop ved Vandreaarene, ved Rejselivet. Der gik en stadig Strøm af vandrende Haandværkere til og fra Landet. De allerfleste var Tyskere, men der var mange andre Nationer ved Siden af. Og alle var de — især Tyskerne — skær- mede af Zünften i deres Hjemstavn og kunde med den i Ryggen stundom driste sig til at sætte sig op mod selve den dansk-norske Enevoldskonges Befalinger. Saa- ledes havde Hattemagermester Johan Schallhorn i 1680 taget Tjeneste i Børnehuset og der — efter Aftale og Kontrakt med Direktørerne — taget otte Drenge i Lære. Men seks andre Hattemagere blev sandsynligvis bange for, at sligt skulde blive La- vet og dem selv til Skade, og forespurgte derfor hos forskellige tyske Lav, om dette var ret og rigtigt. Hertil svaredes der fra den tyske Zunft N ej, idet man vist- nok har ment, at Drengene fra Børnehuset ikke kunde anses for at være af ægte og ærlig Fødsel, som Lavene med sejg Stædighed, i Modsætning til Christian IV.s humane Bestemmelser og senere Love og Anordninger, vedblev at betragte som uundværlig for, at en Dreng kunde komme i Lære. Johan Schallhorn blev derfor erklæret for uærlig, og ingen Svend fra Udlandet turde herefter tage Arbejde hos ham. Ti Aar senere formildede Lavet i Lybæk dog paa hans og andre Mestres For- bøn Straffen, imod at han betalte 80 Rdl. til otte tyske Lav. De seks klagende Me- stre blev siden idømt en Bøde for deres Forhold, ti Schallhorn havde været i Kon- gens Tjeneste, men endnu i 1727 vilde Lavet i Lybæk ikke tage de Svende, der havde lært i København, for gode, og skrev derom til andre Lav i Tyskland, vist særlig med Drengene fra Børnehuset in mente. Københavns Magistrat maatte i den Anledning sætte sig i Bevægelse og bad ved Brev af 16. Januar 1723 Magistra- ten i Lybæk om at anmode Lavet om at tilbagekalde disse Skrivelser og erklære, at det angrede sin Optræden, »ellers faar Udfaldet at vise, hvad Kongen derom maatte finde for godt at foranstalte«. Efter dette kunde det jo næsten se ud, som om det følgende Skridt maatte 4 blive en Krigserklæring. Saa alvorligt blev det nu ikke taget. Kongen af Danmark og Norge havde i Virkeligheden for længe siden bøjet af, og Haandværkerne havde ført deres Krig igennem. Regeringen havde allerede i 1698 opgivet sin væsentligste Modstand mod de gamle Lavsceremonier, det egentlige Kernepunkt i Striden, og stiltiende tilladt Behøvlingen med mere paa ny. Det hele Spørgsmaal havde været let at løse, om det havde været muligt at undvære den fremmede Arbejdskraft. Christian IV.s sunde og naturlige Tanke: at oparbejde en dygtig Haandværkerstand i Børnehuset, var ikke mindst ved Lave- nes Fordom — ikke bleven i Stand til at sætte Frugt, og der var stadig Mangel paa Haandværkere, særlig paa dygtige Haandværkere. I 1727 gjorde Frederik IV. Forsøg paa at gennemføre Paabudet om, at Ingen maatte antage fremmede Svende, saa længe der ingen Mangel var paa danske. Men det gjaldt foreløbig kun for eet