De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

164 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN tumulter i liden mellem 1730—1740, at de fik samme Udfald, som de plejer, »nem- lig at Mestrene maa give dem (Svendene) Carte blanche og lade dem foreskrive sig, hvilke Konditioner dem lyster. Det er en Lykke, at Haandværkskarle ej stemmer deres Prætentioner end højere, ti de er de eneste Lemmer udi et Societet, der ikke kan tvinges. Andre Undersaatter er bundne til eet Sted, som de ikke uden med Vanskelighed kan forlade; men Haandværkskarle have ingen bestandig (stadig) Bo- pæl, intet vist (bestemt) Hjem eller Fædreland. De bo som Tartarer udi Telte, og uden Ulejlighed eller mindste Tab kan de flytte fra et Sted til et andet. Hvorud- over, naar de true med Desertion, maa man tro, det er deres Alvor, og maa deres Mestre da give sig paa Diskretion (overgive sig paa Naade og Unaade), med mindre de ville se deres Arbejde og Næring at ligge. Ti hvor en Haandværkskarl begiver sig hen, der er hans Fædreland, og naar han om Aftenen kommer til et fremmed Land °g Rige, haver han om Morgenen straks Tjeneste igen. De er saaledes fast de eneste Mennesker, som uden Bekostning kan gøre udenlandske Rejser og med tomme Hænder kan flakke hele Verden igennem, naar de alene har saa mange Skillinger, som de kan betale i et Par Kroer paa Vejen. Efterdi dette er nu af en saadan Be- skaffenhed, saa er der intet Middel til at holde disse Folk udi Ave og bevæge dem til at blive paa et Sted uden ved en almindelig Konvention imellem alle Slæders og Landes Øvrigheder, saa at et vist fælles Reglement maatte gøres, hvorved Haand- værkskarles Vilkaar i alle Lande gjordes lige. Naar det skete, vilde de tage i Be- tænkning uden vigtig Aarsag at flytte fra et Sted til et andet. Ti naar saadan Karl vidste, at han ikke kunde erholde mere Løn og flere Fridage udi Tyskland end udi Danmark, og ikke mere udi Frankrig end udi Tyskland, lod han sig nok holde paa Stedet.« Saaledes som Forholdene laa, kunde Mestrene altsaa ogsaa — for i det hele at blive sat i Stand til at holde Svende — komme til at træde i Skranken for de gamle Lavsceremonier. Det var da det, Snedkermester Johan Stenbuk gjorde, da han i 1681 dristede sig til at sætte sig op, ikke alene mod Hovedstadens vise Borg- mestre og Raad, men mod selve den enevældige Konge. Det var Empternes, d. v. s. Haandværkerlavenes Ophævelse i 1681, der vakte hans Trods og først bragte ham i Konflikt med Magistraten, hvilket baade blev til Fængsel og til Bøder. Men Johan Stenbuk var ikke bange. Han satte sig intet min- dre for, end at faa Lavene genoprettet paa den gamle Maade og opsatte et Andra- gende til Majestæten, som han selv overbragte. Han ansøger deri om, at »Mestrene maa samles i hans Hus« — han ventede nemlig at blive Oldermand, hvad han ogsaa senere blev — »naar nogle Materialier, som vi behøve, er til Købs, at handle derom med Købmanden og gøre Overslag, hvor meget enhver kunde have fornøden, foruden Magistratens Hosværelse, eftersom vi langsommelig Tid hos dem maa anholde, førend vi bekommer noget Svar eller Tilladelse, og inden vi siden faar Tilladelsen indløst og beskreven og det Magistraten at komme til os kan falde belejligt, foruden anden Kendelse, saa er Materialierne opkøbt af andre, og vi maa købe dem igen dobbelt saa dyrt.« Ionen i hans Brev er underdanig nok. »Turde jeg arme Støv og Aske uforgri- belig bede mig, allernaadigste Konge og Herre, allernaadigst at ville tillade os igen o. s. v. at indføre Behøvlingen.« Men Handlingerne, der ledsagede hans Andragende, var ikke saa forsigtige. Mester Stenbuk fremstillede sig for Majestæten og overleve-