De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

166 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN Herlighed overgik den alle andre Huse i Byen og knejsede op over dem alle, og i ophøjet, fjern Majestæt tronede Herskeren heroppe, højt ophøjet over Byens Bor- gere og kun tilgængelig for de Udvalgte. Pladsen foran Slottet, i gamle Dage aaben og tilgængelig for alle og Byens livligste og mest befærdede Sted, laa nu tom og øde, afspærret ved Kæder og Skildvagter. Og de, der havde Ærinde derhen eller forbi Slottet, maatte kun færdes foran dets Mure med ærbødigt blottet Hoved. Byen, der laa underdanig og ærefrygtsfuld ved Slottets Fod, var dog i al Yd- myghed og Beskedenhed den første og fornemste blandt alle Landets Købstæder. Ligesom Kongen og Kongeborgen hævede sig over Københavnerne og København, saaledes hævede København sig over alle Landets Byer. Og ligesom Kongens Lykke og Held blev anset for ensbetydende med alle Undersaatters Lykke og Held, saaledes blev Københavns Velstand og Fremgang betragtet som ensbetydende med hele Landets Velstand og Fremgang. Ti Hovedstaden var i alle Henseender det hele Riges ædleste og vigtigste Organ, Kongens Residensstad, Regeringens Sæde, Rigets første Vaabenplads og Hovedfæstning, Orlogshavn og meget andet. København, Rammen om alle disse Institutioner, gjaldt det da særlig om at forskønne og berige, selv om det kun kunde ske paa Bekostning af Landets øvrige Byer. Det avlede hist og her nogen Bitterhed, og man kunde høre Udtalelser som, at København »sugede og sankede« hos sig det bedste af bægge Kongeriger. Kongen selv viser sig at have et aabent Øje for disse Forhold og skriver i et af sine Breve, at København har saa meget forud for de andre Byer og at disse er »sat ganske tilbage.« Selv ønsker han ikke, som han siger i Anledning af et An- dragende fra Christiania — at gøre nogen Forskel paa Byerne i sine Lande; han vil ikke gøre Uret mod noget af sine Børn. Men Christiania maa ikke begære mere end København, — »den ene Broder maa ikke forlange, at hans Kappe skal være finere end den andens«. I samme Brev fremsætter Kongen et Par Udtalelser, der viser, at de gamle An- skuelser om, hvad der var god og rigtig Statshusholdning, endnu stadig uforandret gjorde sig gældende. »Jeg søger kun mine Undersaatters Lyksalighed, ti gaar det dem vel, saa gaar det ogsaa mig vel, men det kan aldrig gaa dem godt, uden naar Kommercien og Manufakturerne gaar strygende.« Ja, det var det, der var Kunsten: at faa Kommercien og Manufakturerne til at gaa strygende! Men for at det skulde kunne ske, ansaa Regeringen det som uund- gaaelig nødvendigt stadig at gribe styrende og ledende ind og tvinge Udviklingen ind paa de Baner, som den ansaa for de rette og mest lykkebringende. Og først og fremmest var det om at gøre at faa Kommercien og Manufakturerne til at gaa strygende i København. Ti ikke blot skulde Byen rejses igen efter den store Brand, helst i en bedre og skønnere Skikkelse end før, men der blev tillige snart taget fat paa det nye, urimeligt kostbare Christiansborg, og hertil ligesom til det pragtfulde Hofliv og de øvrige ødsle Byggeforetagender fordredes der betydelige Summer. Rigtignok troede Christian VI. at kunne sige, at den nye, prægtige Konge- bolig var opført, uden at det havde kostet hans Undersaatter en Hvid, men det tør vel nærmest betragtes som en hos Landets Herre og Styrer uheldig Mangel paa Forstaaelse af det virkelige Forhold med Statskassens Penge. Et virksomt Middel til at skaffe Penge til Veje til Byens Genrejsning fik man ved Indrettelsen af »Københavns Brandforsikring af 26. Januar 1731.« Ejendomme-