De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

186 KJØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN Det største Antal Fabrikker var Tekstilfabrikkerne, — Lærredsmanufakturerne be- tragtedes som de for Landet mest betydningsfulde, derefter kom Bomulds-, Ulden- og til sidst Silkefabrikkerne, ti, hedder det i en Skrivelse fra Kommercekollegiet i 1780: »i denne Orden bør de klassificeres efter deres Vigtighed for Staten«. Man ind- skrænkede sig imidlertid ikke til disse Industrier, men oprettede en Mængde andre i forskellige Brancher, af hvilke dog kun Sukkerraffinaderierne arbejdede med no- get Udbytte. Der var i de sidste Aar af Aarhundredet 18 Raffinaderier i Kjøbenhavn med en Arbejdsstyrke af 500 Mand. Paa den Tid var man i øvrigt inde paa ganske andre Teorier, end dem, der tid- ligere havde gjort sig gældende. Man var endelig, efter mange og dyrekøbte Erfa- ringer kommet til den Erkendelse, at den med saa store Ofre fremkunstlede Storin- dustri ikke havde virket til Held, og som Kommissionen, der udarbejdede den nye Toldlov, udtrykte sig: at Indførselsforbud og høje Toldsatser »almindeligen ikke gav- ner Fabrikkerne i den Danske Stad i den Grad, som de trykker og fordriver Han- delen og de dermed forbundne Næringer«. Selv de Forsøg, Regeringen gjorde for med delvis Beskyttelse og fortsatte Gaver og Understøttelser, at holde de Fabrikker oppe, man tiltroede mest Livskraft, mislykkedes efterhaanden eller gav dog kun ringe Udbytte. Selv de to Maskinfabrikker, som blev anlagt med rigtig Forstaaelse af Maskinernes Betydning saa vel for Industrien som for Arbejdernes Forhold, fik ingen Fremtid. Efterhaanden som Aarene gik, havde man mere og mere faaet Øjet op for, at det var Handelen og ikke Industrien, der gav størst Udbytte i Kjøbenhavn. Den hvi- lede i Modsætning til Industrien paa et naturligt og sundt Grundlag: Byens Belig- genhed ved en stærkt befærdet Vandvej, Rigets store Udstrækning langs Havet og Folkets deraf udviklede Fortrolighed med Søen og Livet paa Søen. Saa længe Han- del og Søfart havde været baandlagt ved Monopoler og Kompagnier, havde Langfar- ten ikke formaaet at komme rigtig i Vækst. Men da Begyndelsen var gjort med Fri- givelsen af den vestindiske Handel, kom der snart Fart i Udviklingen. Og medens de store Handelskompagnier enten helt gik i Stykker eller som oftest førte en hen- sygnende 1 ilværelse, — selv Asiatisk Kompagni havde en Tid store Vanskeligheder at kæmpe med — gik den private Skibsfart, den partikulære Fart, som den kaldtes, mere og mere frem. Søhandelen dreves dog endnu kun for en mindre Del med By- ens egne Skibe. I 1770 talte Københavns Handelsflaade endnu kun 184 Skibe, og faa Aar forinden sejlede der omtrent 300 danske og norske Skibe for Kjøbenhavns Redere i den indbringende Fragtfart paa Middelhavet, den saakaldte Cabotage. Inden Aarhiindredets Udgang var Byens Flaade imidlertid vokset til 342 Skibe med en Drægtighed af over 25,000 Kmd. I 1770 havde Regeringen sammenkaldt Købmænd fra hele Riget for at faa en Række sagkyndige Udtalelser om det Spørgsmaal: »hvorledes Handelen i Kongens Stater kan drives til større Fuldkommenhed og Frihed end nu, det gemene Bedste fremmes, Finanserne forbedres og Omsætningen af Landets Produkter forøges«. Igennem de forskellige Besvarelser, der afgaves i den Anledning, lærer man Lederne i den københavnske Handelsstand at kende som forudseende og klartskuende Mænd. Frihed er Handelens Hovedkilde, derom er de fleste enige, den avler Handel og Skibsfart. »Det Land, som er velsignet med Korn og Kvæg, kan skrive Love for sine Naboer, som ikke har samme i saadan Overflødighed«, siger Niels Ryberg og anbefaler derfor først og fremmest at ophjælpe Landbruget. Folk i Danmark mang-