De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

196 KØ BEN FI AVN UNDER ENEVÆLDEN Hvad der særlig bragte Penge til København var Kaperierne. Alene i 1810 ud- gjorde faksationsværdien af de i Havnen her indbragte Priser omtr. 23x/2 Mill. Daler Kur. De i Løbet af Krigen indkomne Prisesummer løb i det hele op i Hun- dreder af Millioner, hvoraf man vel tør regne, at de tre Fjerdedele kom paa Kø- benhavn. Men de Heste af disse Penge gik lige saa let, som de var kommet, »Den Indtægt, Kaperbefolkningen, om vi saa tør kalde den, tilvendte sig, fik en mere uproduktiv Anvendelse end nogen anden. Den ødsledes bort i Svir og Tant, sivede væk mellem Hænderne.« Men da Statsbankerotten kom og derefter Freden, da Spændingen hørte op og Stilheden kom efter den store Larm, da aabenbaredes Ulykkens Omfang. Man har en Maalestok for den i Fallitternes Antal i København. I Femaaret 1816—20 gik ikke mindre end 248 københavnske Huse Fallit, — blandt dem de højt ansete Huse Ryberg samt Mejer og Trier, det sidste med omtr. 5 Mill. Kr. — I 1821—25 gjorde 86 Huse Opbud; i 1826—30 var der 69, 1831—35 64, i 1836 24, i 1837 20, i Aarene 1838 og 1839 14 i hvert. Efterhaanden blev det tillige klart, at København’ikke blot havde mistet den udenlandske Handel, — og den kom ikke igen, ti med den al- mindelige Pred, der nu fulgte efter den langvarige Krigsperiode, var der ikke læn- ge; Bi ug foi mindre Magters Skibe — men den havde tillige mistet den indenland- ske Handel. Allerede ved Toldloven af 1797, der betegner et afgjort Brud med de gamle Handelsteorier, havde København mistet forskellige af de Begunstigelser, der i sin lid var bleven givet Hovedstaden for til dens Fordel at hæmme Provinsbyer- nes Udvikling. Men gamle Handelsveje lader sig ikke ændre paa en Studs, og Køb- stæderne vedblev som før at hente deres Varer over København, indtil Byen paa engang blev en fattig By, hvor ingen længer havde Penge, og hvor ingen kunde give Kredit. Saa gik Købmændene i Provinserne — der af Samtiden ikke roses for særlig Købmandsdygtighed — til de velhavende nordtyske Byer, særlig Hamborg og Lybeck, der skyndte sig at byde sig til. Ogsaa København, der før Krigen lykkelig havde unddraget sig Hamborgs Overlegenhed, kom atter i kommerciel Afhængighed af Hansestaden ved Elben. Dei levede stadig i den københavnske Handelsstand Forhaabninger om paa ny at kunne skabe en Transithandel. Et Udslag af disse var Oprettelsen 1825 af et »Østeisøisk Handelskompagni«, der agtede at gøre Forretninger paa Østersøen og gøie København til en østersøisk Stapelplads. Det fik Privilegium paa 20 Aar, Ret til at drive Handel en gros, forskellige Stempelbegunstigelser og Tilladelse til at lage 5 pCt. Rente af Laan og Forskud, selv i Tilfælde, hvor der ellers kun maatte tages 4 pCt. Det var denne Tilladelse, der fik Betydning for det nye Kompagni, ti der var Trang til Institutter, hvor man uden alt for stor Omstændelighed kunde faa Penge. Derimod var der ikke Trang til noget Østersøisk Handelskompagni, og efter faa Aars Forløb opgav det da ogsaa sine Planer i Østersøen og begyndte under Navn af »Centralkassen« at anvende sine Midler til Udlaan. Regeringen søgte tillige ad andre Veje at skabe nye Kreditmidler og ordne Ilandelsforholdene i Alminde- lighed. Det sidste skete ved Handelsanordningen af 1817. Ved denne paabødes del, at enhver, som vilde drive Handel, først skulde tage Borgerskab. Borgerskab som Grosserer kunde kun løses af den, der bevislig var Ejer af Skibsparter til 30 Kom- meicelæster, eller af en saa stor (ormne, at han kunde etablere en en-gros Handel. Del blev overdraget Grosserersocietetet gennem sin nyoprettede Komité paa 12 Med-