De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HANDELEN OG ØRESUNDSTOLDEN 197 lemmer at skønne over, hvorvidt en Ansøger om Grossererborgerskab var værdig nok til at faa sit Andragende bevilget. Medens der ikke blev foreskrevet nogen Eks- amen for Grossererne, blev der indført saadanne for Detailhandlerne i samtlige Handelslav; desuden skulde enhver, der vilde være Svend, have staaet 5 Aar i Lære som Dreng, og enhver, der vilde være Mester, 3 Aar i Lære som Svend. Endelig skulde enhver, der tog Borgerskab som Detailhandler, inden 6 Uger derefter holde aaben Bod, og ingen Detailhandler maatte have Udsalg paa mere end et Sted. Af Hensyn til at saa mange Udlændinge tidligere havde nedsat sig i Byen som Re- stauratører og Konditorer og »igen udført de derved vundne ikke ubetydelige Sum- mer«, blev det disse Næringsdrivende forbudt at antage eller oplære Opvartere og Drenge, som ikke havde Indfødsret, og der blev sat en bestemt Alder, 45 Aar, for Opnaaelsen af Borgerskab for Restauratører, Konditorer, Værtshusholdere o. a., for al ikke unge, arbejdsføre Mennesker skulde slaa ind paa disse Næringsveje og for i det hele at hæmme Tilgangen dertil. Der var to Punkter i Handelslovgivningen, som skulde blive Kilde til megen Uenighed mellem Københavns Handelsstand og Regeringen; det tørste var den De- tailhandlerne givne Ret til at sælge samme Slags Varer en gros, som de solgte en detail, medens Grosserernes Ret til en gros-Salg blev indskrænket; det andet var den Fremmede tillagte Ret til at sælge og købe Varer en gros. Det første var ikke blot til Grosserernes, men til Landets Skade, ti jo mindre Partier, der bestilles i Udlandet, des dyrere blev Varerne, og des flere Penge gik der ud af Landet. Og med Hensyn til det andet Punkt blev det udtalt, »at det havde højst skadelige Pøl- ger for Byen, at el stedse stigende Antal af fremmede Rejsende kunde drive uind- skrænket Kommissionshandel her i Staden uden Bevilling og uden borgerlige Byr- der.« Man forlangte, al der i alt Fald skulde paalægges dem en Afgift for at faa Ret til at drive denne Handel. Men det var først efter mange Klager og lange For- handlinger, at Regeringen laante Øren til Grosserersocietetets Ønsker med Hensyn til Detailhandelen. Og først i 1839 blev der paalagt fremmede Handelsrejsende eller Indfødte, der rejste for fremmede Handlende eller Fabrikanter, en Afgift af 80 Rdl. aarlig, naar cie rejste for eet Hus, og af 40 Rdl. for hvert Hus de yderligere lejste for. Samtidig blev det dem forbudt at falbyde deres Varer til andre end Næiings- drivende og paa anden Maade end i en gros-Partier. Men Københavns Handelsstand havde alvorligere ling ot kære ovei end delle. Den klagede i 1831 over »den fuldstændig underordnede Stilling København nu indtog som Handelsstad, navnlig i Forhold til Hamborg«. Og man menle, at Skyl- den laa i de mange Afgifter, der trykkede Handelen, først og fremmest i Sundtol- den. Naar Forholdet var det, at Hamborg nu forsynede ikke blot Sverige og Norge, men endog de danske Provinser med Varer, var Grunden den, at Københavns Handel blev ødelagt af Øresmidstolden. »Denne var tor alle søfarende Nationei en kostbar og tidsspildende Byrde, men den var nærved at blive ødelæggende for Kø- benhavn. Den hjalp Hamborg til mere og mere at faa Overtaget, all som 1 olden kom til at tynge stedse mere paa Varerne, og alt som Forbindelsesmidlerne dels Nord fra gennem Hertugdømmerne, dels Øst paa til Lybeck og deifia videie ti Østersølandene, blev bedre og hurtigere. Ja, det endte med, at København ikke b ot mistede, hvad den havde af Transithandel, men ogsaa sin Forsyning at de danske Provinser, særlig Halvøen. Og da Chausseen gennem Hertugdømmerne var færdig,