De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

198 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN og Dampskibsforbindelsen mellem København og Kiel kommen i et regelmæssigt Spor, blev det billigere for selve København at forsyne sig med oversøiske Varer fra Hamborg via Kiel, end at faa dem tilført direkte.« Men det var først efter fornyede Klager og Andragender, at Regeringen i 1842 gjorde Alvor af at ændre disse bagvendte Forhold. Og samme Aar udtalte L. N. Hvidt i Østifternes Stænderforsamling, »at Handelen er bragt tilbage til sin natur- lige Gang derved at Øresundstolden er bleven nedsat.« Og nu begyndte der at komme Liv i den københavnske Handel, men det var paa en anden og sundere, mere naturlig Maade end hidtil. Saa længe der intet havde været at udføre fra Landet selv, i Merkantilismens golde Fabriksperiode, havde det været en naturlig Tanke at søge Fortjeneste for danske Skibe ved Fragt- fart for fremmede Nationer, og denne Fragtfart havde ved de ejendommelige Ver- denskonju klarer fra 1756—1807 bragt eventyrlige Resultater. Saa var det hele styrtet sammen som en spinkel Kortbygning, og der var kommet en drøj Tid, hvor Kø- benhavnerne maatte tage Skeen i en anden Haand, men hvor de lærte at spare og lærte Købmandsskab paa en anden Maade, end de havde drevet den før. »Det var, som om der maatte foregaa et Slægtskifte, før man indsaa, at alle Kræfter først og hemmest skulde sættes ind paa at bruge de Hjælpemidler, der var nærmest for Haanden, at søge sine Markeder i Nærheden og at bringe Handel og Skibsfart i i Irivsel Haand i Haand med Landets naturlige Produktion.« 1 hvor høj en Grad Københavns finansielle Evne var bleven lammet i 1807, ses af den Langsomhed, hvormed den nedbrændte Del af Byen blev rejst. Branden i 1795 havde været ganske anderledes omfattende i sin Ødelæggelse, men dengang havde der været Velstand overalt, Virksomhed og Driftighed. Nu, efter 1807, kneb det med at laa Folk til at bygge. Trods øjeblikkelig Frigivelse af Told paa Bygnings- materialier, gik det kun langsomt fremad og særlig for Smaakaarsfolk kunde det i Krigens første Aar være vanskeligt nok at linde Boliger. Og da man endelig be- gyndte at bygge, havde man kun een Grundsætning at rette sig efter, og det var den, at der maatte spares alle Vegne og paa alle Maader. Perioden 1807—1830 har givet det gamle København — Byen inden for Vol- dene — det Præg, som den har bevaret lige til Slutningen af 1800-Tallet. Paa Grund af Erfaringerne fra Belejringen og Bombardementet 1807 blev al Husbygning al Grundmur og i mere end en Etages Højde inden for Demarkationslinien, der gik omtrent langs Jagtvejen og Falkoneralleen, forbudt, saa Bebyggelsen naaede ikke uden for Byens Volde. Og inden for Voldene byggedes der med den største Spar- sommelighed, saa vel af Myndighederne som af Private. Man indskrænkede sig til bygge, hvad dei var nødvendigt, og man anvendte saa lidt som muligt paa Byg- ningernes Ydre. Det var oftest »Smaalejlighedskaserner, opførte med Ler« — ti Kalk var for dyr »af Brokker og Halvsten, med tynde Bjælker, paa Forhaand forsy- nede med Jæinkiamper for ikke at brase sammen.« Og som Husene var tarvelige i Udstyr, var de indskrænkede i Henseende til Plads, lavloftede og med den yderste Besparelse i Indretningen af Værelser, Trapper og Gange. De kendte kongelige Ord: Nu ville vi alle spare! blev udtalt af Christian VIII i 1839; men de var med endnu langt større Fynd og Vægt bleven udtalt af hans Forgænger paa Tronen efter 1807. I Patent af 14. December 1808 opfordrer han sine Undersaatter til Sparsommelighed især i deres Klædedragt. Og nu gaar det