De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

200 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN Man sparede ikke blot paa alt i levende Live, men man sparede ogsaa paa de Døde. Træ var bleven en dyr Vare, og hvorfor ofre mange Penge paa en Ligkiste, som dog stod i Jorden og raadnede op til ingen Verdens Nytte? Kunde man ikke være ganske ligeglad, om man blev jordel i en Trækiste eller i en flettet Kurvekiste? »Hvorfor«, spørger en for Almenvellet begejstret Mand, »skære herlige, dyrekøbte Planker itu, for i en Kiste at jorde saa mangt et Afskum af det menneskelige Køn?« Og snildt forstaar han at belægge sine Ord. Den billige Kurvekiste er langt at fore- trække for den dyre lukkede Trækiste. »De ædlere Legemets Dele synes ogsaa lettere gennem den mere aabne Vidiekiste at kunne naa deres Bestemmelse, og denne Begra- velsesmaade maa saaledes tillige være dem kær, der tro, at hine Dele ikke straks følger med Aanden, men fra Legemet først engang i Tiden skulle vorde afsondrede«. Det blev en patriotisk Begravelsesmaade at lade sig jordfæste i den simple og billige Kurvekiste, især da den ansete Etatsraad de Coninck’s Datter, Fru Marie Schmidt, havde vist Vejen og testamentarisk besteml, at hun vilde begraves saaledes. Et Forslag om paa hver Kirkegaard at have et Par Trækister, der skulde benyttes i Kirken og Kapellet, men ikke skulde sænkes i Graven, vandt derimod ikke Bifald. Man fandt det stødende, at Liget paa Kirkegaarden skulde tages ud af Trækisten og lægges over i en Kurvekiste for at jordfæstes, og foretrak at benytte den patriotiske Kurvekiste ogsaa ved Sørgehøjtideligheden i Kirken eller i Kapellet. Mindre praktisk var derimod det vidunderlige Forslag om, at man paa Grund af Krudtets Kostbarhed skulde vende tilbage til Forfædrenes Vaaben og væbne Fol- ket med Oldtidens Buer og Pile. Noget mere Mening var der i el andet Forslag, der fremkom samtidig, — om end det ogsaa falder ind under det pudsige, — nemlig al man skulde pille Segl- lakket af gamle Breve og smelte Stumperne sammen i nye Lakstænger og saaledes undgaa at købe engelsk Lak. Ti Kampraabet blev nu! Ingen fremmede Varer! og først og fremmest: Ingen engelske Varer mere! Det var i Virkeligheden de gamle merkantilistiske Handelsteorier, der havde faaet nyt Liv, ikke at lade sine Penge gaa til Udlandet ved at købe fremmede Varer, men bestræbe sig for saa vidt muligt at fremstille alt, hvad man havde Brug for, inden for Landets Grænser. Og da man trængte til at give sin Harme Luft og dog ikke, hvor gerne man end vilde, kunde følge de fantastiske Brushoveder, der vilde rejse Skamstøtter paa Københavns Torve for den engelske Nation, greb man til den naturlige Gengældelse, at banlyse engelske Varer fra det danske Marked. Paa et Møde i December 1807 i det skandinaviske Litteraturselskab blev det vedtaget at stifte en Forening, hvis Medlemmer — Danske og Nordmænd — høj- tideligt skulde forpligte sig til at understøtte de indenlandske Manufakturer og gøre Fjenden al den Skade, det var dem muligt, og ikke at købe engelske Varer. Der blev agiteret for Planen over all i Landet, og 22. Marts 1808 opnaaede Selskabet for indenlandsk Kunstflid Kongens Beskyttelse. Dets Formaal angaves nu nærmere at være Fremme af indenlandsk Kunstflid og indenlandske Kunstarbejders Afsætning og Hæmmelse af Indførslen af fremmede Luksus- og Kunstsager. Der blev oprettet et Magasin for kvindelige Haandarbejder, udgivet et Tidsskrift og afholdt Udstillin- ger af indenlandske Arbejder og endelig gjort Udveje til at kunne yde Ubemidlede rentefri Laan. Fra 1810—1819 afholdtes der hvert Aar i en af Efteraars- eller Sommermaane-