De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HAANDVÆRK OG INDUSTRI 201 derne Udstilling af danske Arbejder i Kongens Klub — Carl van Manders gamle Gaard — paa Østergade. Til den første havde 66 Udstillere givet Møde med 154 Numre; i 1811 var der 88 med 300; i 1812 115 med 572. I dette Aar var Oversku- det et Par Tusind Daler Kur., og højere blev det ikke. Blandt Udstillerne i dette Aar var der 12 Instrumentmagere, 7 Snedkere og 1 Jernstøber, saa her finder vi i Virkeligheden Roden til vore Industriudstillinger. I Modsætning til tidligere Tider, hvor Regeringen ligesom nu understøttede den indenlandske Industri, men ikke kunde finde synderlig Afsætning for de hjemlige Produkter uden ved Tvang, blev det efter 1807 patriotisk at benytte Dansk Arbejde. Og Fabrikkernes Antal i enkelte Industrigrene voksede derfor stærkt, særlig i København. Det var især Tekstilindustrien, som florerede. I 1807 var der i København 22 Væve, i 1810 51, i 1813 90, i 1814 213, efter hvilket Aar Antallet faldt igen. Paa Grund af Forbudet mod Indførsel af Klæde var der stærk Efterspørgsel paa inden- landsk Klæde, men Raamaterialerne steg saa stærkt i Pris, at Klædefabrikanterne offentlig maatte oplyse, hvorfor de blev nødt til at tage saa høje Priser for deres Produkt. At en Alen Klæde paa 8 Kvarters Bredde, som før Krigen havde kostet op imod 20 Mark, nu var steget til 20 å 24 Daler Kur., altsaa var blevet mellem 6 og 7 Gange dyrere, kunde jo nok trænge til en Forklaring. Og den laa ikke alene i, at Uld og alle Farvestoffer og Kemikalier pr. Pund var steget 10—20, ja 24 Gange Prisen før Krigen, men tillige i, at Arbejdslønnen var steget 8 å 12 Gange. Arbejdslønnens Stigning var en naturlig Følge af Mangelen paa Arbejdskraft. En Mængde yngre Mænd var i Krigstjeneste, og den sædvanlige Indvandring af Svende fra Udlandet saa godt som standset paa Grund af de urolige Forhold. Sær- tig kneb det med Bygningsarbejdere ved Opførelsen af de ved Bombardementet ned- brændte Bydele. Men ogsaa her lærte man at bruge, hvad man havde, og Solda- terne af Byens Garnison opfordredes til frivillig at melde sig til privat Arbejde i de Fag, de var oplært i, eller til Oplæring i Fagene, medens de udkommanderedes til Arbejde paa de militære Uldmanufakturer, Skræder- og Skomagersale o. s. v. For yderligere at sikre sig tilstrækkelig Arbejdsstyrke, blev det ikke blot af Re- geringen forbudt Lavssvendene at forlade Byen, men den skred i København til saa moderne Foranstaltninger som at aabne Kvinden Vej til Haandværket. Ude paa Landet besørgede Kvinderne jo alt Arbejde, medens Mændene var indkaldte, og fik Præmier og Opmuntringer paa forskellig Maade. I 1812 søgte og fik Bager Marstrand Tilladelse til at anlægge et Bageri og drive det »til Dels, som Supplikantens Hensigt er, ved Hjælp af Fruentimmer«. Og en Kvinde fra Flensborg, Christine Thruelsen, fik 1813 Tilladelse til at oprette en Dameskofabrik, hvor kun Kvinder maatte be- skæftiges. Som foran omtalt havde man i Slutningen af forrige Aarhundrede paa forskellig Maade søgt at højne Haandværkerstanden, skaffe den større Dygtighed og flere Kundskaber. Disse Bestræbelser fortsattes nu, efterhaanden med Held. J dette Aar gik det i 1798 stiftede »Selskab til Haandværkerstandens Forædling« over til »Insti- tute for Metalarbejdere«. Urmager Jürgen Jürgensens Etablissement og H. Irgens’s efter engelsk Metode drevne Blikkenslagerforretning blev hele Skoler for deres Fag- fæller, men i Lavene gik det endnu paa den gamle Maner, og den Prøve paa erhver- vet Færdighed, som skulde aflægges ved Forfærdigelse af Svende- og Mesterstykke, var det ikke stort bevendt med.