De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

KØBENHAVN UNDER BISPESTAVEN 17 inde i Landet, Ringsted i Sjælland, Odense paa Fyn og Viborg i Jylland, der var opstaaet som Midtpunkter for den udelukkende agerdyrkende Befolkning, kom ikke op i Betydning ved Siden af en Søstad og Handelsstad, der ikke blot laa midt i Riget med en udmærket Havn umiddelbart ved en stor Vandvej, men fra hvilken man let kunde komme til enhver Plads i Landet, og med den hurtigste Forbindelse fra de andre Landsdele tværs gennem Sjælland til de danske Landskaber Øst for Sundet. Det var sandsynligvis Københavns Værdi som det nærmeste Overfartssted paa den lige Linie mellem Roskilde og Lund, som gav Stedet særlig Værdi for Absalon, efter at Vendernes Hærgninger var ophørt. Dertil kom endelig, at den rask opblomstrende By lovede at blive en rig Ind- tægtskilde for den, der besad den. Og Kirken var ikke mindre lysten efter jordisk Gods end Kronen. Under Valdemar den Stores Sønner og Efterfølgere, Kongerne Knud og Valde- mar Sejr, hører man ikke meget om København. Dog synes den sidste at have opholdt sig en Del i og ved Byen, — paa Kongsgaarden i Serridslev, en Landsby, der laa umiddelbart uden for Byen, omtrent hvor man nu finder Botanisk Have og Østre Anlæg, — man kunde maaske næsten sige, at Kongen snusede om Byen som Katten om den varme Grød. Og dobbelt pinligt maatte det være, at vide Byen i Kirkens Vold, naar man saae, at København ogsaa af Udlandet blev betragtet som det naturlige Midtpunkt i Riget, det Sted, hvor man søgte hen, naar man havde noget vigtigt at udrette. Det maatte være ydmygende for den danske Konge saaledes ikke at være Herre i sit eget Hus, naar der kom fremmede Gæster, og det kom der allerede den Gang af og til. Saa længe den myndige Valdemar Sejr levede, gik det dog af uden Voldsom- heder. Han modtog 1228 i København den norske Skule Jarl, der kom hertil med et glimrende Følge og blev forlenet med en Del af Halland. Fem Aar tidligere havde han ogsaa været her, den Gang med en Flaade paa 13 Skibe, men var draget hjem igen, da han straks var bleven mødt med Nyheden om, at Grev Henrik havde taget den danske Konge til Fange. Men efter Kong Valdemars Død begyndte Stri- den. Hans Efterfølger Erik Plovpenning var i Byen Aaret efter sin Tronbestigelse, uden Tvivl i Anledning af den med Broderen, Hertug Abel, udbrudte Krig, i hvilken Lybek stod paa Hertugens Side. Under saadanne Forhold var den faste Borg i København og den gode Havn endnu vigtigere for Kongen end ellers. Erik Plovpenning har aabenbart ikke stolet paa den daværende Biskop i Roskilde, Niels Stigsen, der var en nær Slægtning af Absalon, og for at være sikker paa Herre- dømmet over Byen, bemægtigede han sig den og forjog Niels Stigsen. Dette skete i 1247. Sandsynligvis har Kongen haft Vished for eller Mistanke om, at Hvideslægten holdt til med Hertugen, saaledes som det senere blev lagt tydeligt for Dagen. Eller ogsaa har maaske Kongens Fremfærd over for Niels Stigsen og hans Besættelse af denne By, der tidlig betragtedes som en af Bispe- stolens største Klenodier, givet den første Anledning til den skæbnesvangre Strid mellem Kronen og den mægtige Hvideæt, til hvilken liere af Roskildebisperne og de to Ærkebisper, Jakob Erlandsen og Jens Grand, hørte. Allerede Aaret efter ankrede en lybsk Flaade foran København, ført af den mandhaftige Borgmester, Alexander Soltwedel, der var Hertug Abels Forbundsfælle. Borgen blev indtaget, Byen stormet, plyndret og til Dels lagt i Aske. Slottet blev i