De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

20 KØBENHAVN UNDER BISPESTAVEN Bund og Grund ødelagt, hedder det, og Lybekkerne, der nok vidste, at det var Borgen, som havde givet Ly til Byen, der alt kunde gælde for deres Medbejler paa Handelens Omraade, har sikkert med god Villie sprængt Stenene fra hinanden. Og- saa Kirkerne gik det ud over; de plyndredes for deres hellige Kar, Bøger, Prydelser og Helgenskatte. Det var sandsynligvis især denne Adfærd, der bragte Gejstligheden i Harnisk imod Fjenderne, ti det hedder udtrykkeligt, at der var mange Gejstlige mellem de Fangne. Kongen var ikke selv personlig tilstede, da den fjendtlige Flaade kom for Byen. Men paa Efterretningen om Angrebet ilede han hid og kom tidsnok til at fratage Lybekkerne fire store Skibe, ladede med Bytte fra den erobrede By. Erik Plovpenning blev dræbt i August 1250, inden den pavelige Bulle om Ban- lysning over ham og dem, der havde hjulpet ham at frarive Bispestolen Køben- havn, var kommet til Danmark. Og da den kom, var den for saa vidt unødvendig. Hertug Abel havde besteget Tronen og set sig nødsaget til atter at afstaa Køben- havn til den ham venlige Bispestol. Det var første Gang, at Københavnerne havde set en fjendtlig Flaade foran deres By. Men det skulde ikke blive den sidste. Næsten ved enhver Opblussen af Striden mellem Kirken og Kronen gik det i første Række ud over den. Jakob Er- landsen, der havde bragt den omtalte Bulle hjem fra Rom, var imidlertid bleven Stadens Herre og havde straks tonet Flag ved at nægte Kristoffer I. at aabne Kø- benhavns Porte for ham, da han, flygtende efter sit Nederlag ved Skælskør, kom foran Byen. Og 1257 kom Kong Hakon Hakonsen af Norge med en stor Flaade og ankrede op i Rævshaledybet 26. Juni. Kong Hakon var Biskoppens Forbundsfælle og er sikkert kommet for at støtte ham mod et Parti i Byen selv eller mulig mod Borgerne i det hele. Ti Københavns Borgere holdt vist altid med Kongen mod deres kirkelige og virkelige Herre. Hakon maa imidlertid have faaet en anden Opfattelse af Forholdene ved Selvsyn; ti da Kongen tillige med Ærkebispen, Fyrst Jærmer af Rygen og andre Stormænd tre Dage senere kom til Byen, begyndte han straks med at give Kongen seks Dage til at underhandle i, inden han skred til Angreb. Men under Underhandlingerne gik han ganske over paa Kongens Side, sluttede et Venskabs- og Forsvarsforbund med ham og gik i Land og satte sig til at drikke med ham i hans Telt. »Hvilket behagede alle vel« siger den norske Saga, »undtagen Ærke- bispen og Fyrst Jærmer.« Det norske Angreb blev saaledes til intet. Men kun to Aar senere kom Fyrst Jærmer med en Flaade, og denne Gang vilde det ikke gaa saa let. I Mellemtiden var Jakob Erlandsen bleven fængslet, og 9. Februar 1259 havde Roskildebispen Peder Bang, som Svar paa denne Voldshandling over for en Kirkens Mand, lyst hele Sjællands Stift i Ban fra sin Stad København. Derpaa var han flygtet over til Rygen, der siden Vendens Erobring var en Del af Sjællands Bispedømme, og fik her Jærmer, der styrede Landet som den danske Konges Vasal, til at ruste sig imod København, som i 1257 var bleven besat af kongelige Tropper. Jærmer skulde hjælpe Biskoppen til sin By igen, og Bispen skulde hjælpe ham til at faa sin til- kommende Svigersøn, Hertug Erik af Sønder-Jylland, paa den danske Trone. Den 18. April satte Jærmer sine Tropper i Land, og en eller to Dage senere brød han ind i København, hvis Modstandskraft saaledes ikke har været synderlig stor. Stedet, hvor han brød igennem Plankerne, laa paa Vestfronten, mellem Hane-