De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

KJØBENHAVN 73 Den 1. Marts 1836 blev Selskabet rekonstrueret i Overensstemmelse med Tidens Fordringer, og den 1. Marts 1845 blev Vedtægterne reviderede. Da dernæst i 1850 Sø- Assurance-Compagniets ældgamle Konvention af 1746 — samtidig med Monopolets Op- hævelse — blev afløst af en ny kgl. konfirmeret Konvention af 2. April nævnte Aar, der indeholder Reglerne for, hvad der siden da følges her i Landet som sædvane- mæssig Ret paa dette Omraade, antoges selvfølgelig disse ogsaa som bindende Norm af »De private Assurandeurer«. Umiddelbart herefter toges det under Overvejelse, hvorvidt den nyskabte Situa- tion skulde gøre det ønskeligt at forandre Selskabet til et paa Aktier grundet Kom- pagni, hvad der jo nu ikke længer var noget til Hinder for. Efter indgaaende Over- vejelser besluttede man sig imidlertid til at beholde den en Gang givne Organisation, der ogsaa i Tidens lange Løb fuldt ud har staaet sin Prøve. Som Fortrin ved den skal særlig fremhæves, at ingen Andel kan gaa i Arv, men ved en Assurandørs Død falder tilbage til Selskabet, der saaledes altid har haft det i sin Magt stadig at forynges ved at knytte til sig Forretningsmænd, der ville og kunne tilføre Fore- tagendet friske Livsbetingelser. Og hvad angaar den første og vigtigste Fordring, der maa stilles til et Assuranceselskab — Fordringen om ubetinget Sikkerhed — da op- fyldes denne jo af »De private Assurandeurer« i fuldeste Maal: ikke blot hæfter en- hver Assurandør for sin Andel med hele sin Formue, men desuden er der i Aare- nes Løb efterhaanden dannet en Række forskellige Fonds til Betryggelse for de Forsikrede og til ufortøvet Imødekommen af alle Slags Krav. Saaledes er enhver Assurandør forpligtet til for hver af ham overtagen Andel at deponere i National- banken 1500 Kr., hvilket for de nu bestaaende 200 Andele altsaa giver 300,000 Kr., dernæst er der opsparet en særskilt Kassefond paa 100,000 Kr. og en Obligationsfond paa 300,000 Kr. og endelig siden 1882 en Præmiereservefond paa 100,000 Kr. Medens den hele direkte Tegning af Assurancer nu omtrent udelukkende skyl- des dansk Søhandel, spillede navnlig indtil Udgangen af 30erne Aarsforsikring paa norske Kasko’er en meget betydelig Rolle, men paa dette Tidspunkt begyndte man i de norske Havnestæder at indrette sig paa at søassurere selv. Den Nedgang i For- retningerne, som herved fremkaldtes, gav saa Stødet til, at Selskabet i 1840 lod Pro- vinserne berejse og derved erobrede en stor Mængde Aarsforsikringer, som tidligere var paa udenlandske Hænder. Fra 1867 gik man derpaa over til at skabe faste Agen- turer rundt om i Provinskøbstæderne — for Tiden er der af saadanne ikke færre end c. 40. Selskabets Fremgang i de siden 1836 forløbne Aar vil bedst ses af, at medens den aarlige Forsikringssum i det nævnte Aar var 11,2 Mill. Kr., fordelte paa c. 3000 Policer, var den i 1904 voxet til 188 Mill. Kr., fordelte paa 35,648 Policer. Først i 1858 blev det nødvendigt at lade en Risiko genforsikre — den var paa det endnu den Gang usædvanlig store Beløb: 731,710 Rdl. Hermed var Begyndelsen gjort, og Udviklingen tog nu rivende Fart. Den stærkt stigende Skibsfart og Damp- skibenes stedse større Værdi gjorde det umuligt at dække alt, hvad der ønskedes tegnet, her paa Pladsen, og da Følgen deraf altfor ofte blev, at slige store Forsik- ringer da gik helt og holdent til Udlandet, var det ogsaa ubetinget det ene rette, at man nu indrettede sig paa at overtage det hele og reassurere, hvad man ikke selv alene turde magte. Da imidlertid de Beløb, som Selskabet mellem Aar og Dag maatte afgive til Genforsikring, efterhaanden blev saa betydelige, at der ikke paa 73