De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVETS OPKOMST 51 en Kløft mellem den velstaaende Handelsstand og Haandværkerne, der alene ved at arbejde for andre blev betragtet som en Slags Underordnede i Forhold til dem, der gav dem noget at fortjene. Datidens Betegnelse for en Haandværker var det med Tyskerne indkomne Ord: Embedsmand, af Ambacht, Embede, der betyder Pligt, Skyldighed, Tjeneste, og altsaa netop betegner Haandværkeren som tjenende. Men medens vi’ beholdt Ordet Amt for Haandværk og Haandværksbestilling, saaledes Skrædderamtet og »Amtssalen« paa Skrædderkroen i Gammelmønt endnu i Slut- ningen af sidste Aarhundrede, fæstede Udtrykket Embedsmand for Haandværker aldrig Rod i Sproget. Da det senere kom ind i Dansk paa ny, kom det alene til at betegne en bestemt, kongelig 1 jenestemand, nemlig Befalingsmanden paa et konge- ligt Slot, hvorfra det igen gik over til at betyde Statstjener eller Embedsmand i moderne Forstand. Der har i Byens ældste Tid vistnok hersket ret udstrakt Næringsfrihed. »En- hver indfødt Københavner«, hedder det i Stadsretten af 1294, »som forstaar, vil og kan udøve noget Haandværk, som Skomager, Skinder osv., skal ikke betale noget tor at udøve dette sit Haandværk uden 1 Øre til Fogeden og 1 Øre til Staden for sit Haandværkstegn______Den, der vil gøre Barnesko, maa gøre det uden Bøde, og Skomagerne maa uden Bøde købe de nødvendige Huder og Skind .... Enhver Bager maa bage Brød, saa ofte han vil, og den af de andre Bagere, der hindrer ham deri, bøde 3 Mark til Bispen, 3 Mark til Staden og lige saa meget til den paa- gældende.« Haandværkerne synes saaledes ikke at have været indskrænkede i deres Bevægelser ved strammende Baand, og under det for Byen saa urolige XIV. Aar- hundrede er det sagtens i Reglen gaaet noget broget til, og Købmandsstanden har næppe været i Stand til at hævde den Stilling og Indflydelse som under rolige For- hold, livor Pengemagten og ikke i saa høj Grad Nævemagten fører Kommandoen. Da Erik af Pommern fik Herredømmet i Byen, synes det nemlig at være nødven- digt at holde Haandværkerne inden for visse Grænser. Det skete ved Næringsfor- ordningen af 1422, hvorved Borgernes Forhold for første Gang ordnedes, og som her meddeles som et af de ældste og ejendommeligste Dokumenter til Oplysning om Næringslivets Udvikling i København: »Vi ERIK med Guds Naade Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Gothes Konning og Hertug i Pommern hilse eder, os elskelige Borgmestre, Raadmænd og almene Almue i København, kærligen med Gud og vor Naade! Vider, gode Vennei, at ofte og idelig har (der) været Kæremaal for os af vore gode Mænd i Riget. Saa- ledes også a nu sidst da vi var i Ringsted, af vort Raad, Klerkeii og Ridderskab om gem nierligt (daarligt) og uskelligt Regimente med Købmandsskab og Haandteiing (d. v. s. Haandværk), hvilket den ene skal bjærge sig af med den anden og sæl de- les i vore Købstæder. Sammeledes (paa samme Maade) have og vore Boigeie og Købstadmænd til os tit og ofte talet og for os kært (klaget) og nu sidst i Ringsted, at det, som de deres Bjæring og Købmandsskab al skulde have og holde skelligt Regiment med, som i Købstæder burde at være, det have nu andie Mænd, nemlig Bønder og Vornede (Livegne) og Forprangere paa Landet, idet de have falt at haand- tere (have at sælge) al Købmandsskab, Klæde, Humle, Staal, Sardug, Lærred og saa- dan Stykke (og lignende), og hver Mand, som vil, farer (drager) og vandi ei til nye Fiskerlejer i Landet og køber der, hvad dem lyster og gør stoit toikøb, baade paa