De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

52 KØBENHAVN UNDER KRONEN Sild, paa Fæ og paa alle Haande Købmandsskab. Her har (nu) bedet os baade Kler- ken og Ridderskab saa og Købstadmænd Raad og Maade til finde (at udfinde Midler til) at det skelligere og anderledes maatte vorde; da bebudede vi (sendte vi Bud efter) til os til Roskilde Biskop Jens i Sjælland og de andre Prælater og Rid- derskab der af Landet og Købstadmændene med de fornumsligste og bedste, vi vidste der i Landet at være, om disse forskrevne Ærinde (Sager) og bad om deres Raad i den Anledning. Da have de saaledes undervist og raadet os og for det rigtigste anset, at vi indrette det saaledes og befale at alle Embedsmænd (Haandværkere) bjærge og nære sig af deres Embede (Haandværk), det vil sige, at alle Borgere og Bymænd, der ikke drive noget af de Haandværk, som herefter nævnes, skulle bjærge sig ved deres Købmandsskab og med deres Brygning og lignende Købmandshaandtering. Men Bager bjærge sig ved sin Bagning, Suder (Skomager) ved sin Skogerning, Smed ved sin Smedegerning, Guldsmed ved sit Haandværk, Skrædderen ved sit, Garveren ved sit, — kort sagt alle Haandværkere, af hvad Navn nævnes kan, skulle bjærge sig, hver ved sit Haand- værk. Men skulde nogle af Haandværkerne i en By slutte sig sammen og fare uskel- lig med deres Haandtering enten med Brygning eller Bagning, Skogerning eller an- det (altsaa med andre Ord søge sin Fordel paa Kundernes Bekostning), da skulle Borgmestre og Raadmænd med Fogedens Hjælp granske det ud, saa ofte det gøres nødig, saa at alt maa gaa skelligt til, efter som Vor Herre under og sætter Tiden i Landet til. Ligeledes byde og befale vi, at ingen af de her nævnte Haandværk maa være eller herefter blive Borgmester eller Raadmand, det skal alene andre Borgere og Bymænd. ” Og skulle Borgerne og Almuen i Købstæderne ingen Magt have Borgmestre af at sætte, uden de kunne bevise os og vort Raad med Skel, at de os og Købstaden og Riget ikke nyttige ere. Ligeledes byde og befale vi, at enhver af de nævnte Haandværkere, der i en eller anden Købstad vil vinde, hvad de kalde deres Lav (optages i Lavet), skal give for sin Indgang (Optagelse) lige saa meget, som han gav Byen, da han blev Bymand (tog Borgerskab) og ikke mere.« Kongens Brev, der her er læmpet lidt efter nyere Sprogbrug, ender med at for- byde alt Købmandsskab uden for Byerne og Markeder og Torve. Paa Torvedagene skal Købstadmændene stikke et Tegn (en Fane eller et Skilt ud), og saa længe dette Tegn staar, maa ingen købe eller sælge paa Torvet uden faste Bymænd, d. v. s. Byens egne Borgere, og dette Tegn skal staa, indtil Klokken slaar 10. Hvorefter de sig alle have at rette »under den kongelige Hævn og Vrede«. Og Brevet skal staa ved Magt, saa længe »indtil Nogen os anden og bedre Underretning gøre og bevise kan, som for Riget og Landet nyttigere er.« Det var aabenbart Kongens Ønske ved denne som ved andre Forordninger at søge at bringe lidt Orden i Tidens forvirrede Samfundsforhold og lægge en Dæm- per paa Nordboernes medfødte og endnu voldsomme Frihedstrang. Det var ganske vist omtient 200 Aar siden, at Jakob Erlandsen i den første københavnske Stadsret havde udtalt de rigtige Ord: »Hvis enhver afsagde Dom i sin egen Sag, efter eget Tykke, vilde den tøjlesløse Begærlighed, al Kivs og Strids første Begyndelse, der ikke