De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVETS OPKOMST 53 forstaar at nøjes med sit eget, omstyrte al Retfærdighed og aldeles opsluge andres Ret,« men Sandheden af disse Ord var endnu ikke gaaet op for Københavnerne, og enhver Mand betragtede det som et Indgreb i sin personlige Frihed, naar Regerin- gen paa et eller andet Omraade, næsten ligegyldig hvilket, søgte at begrænse hans Handlefrihed. Hvor ivrige end Haandværkerne kan have været for at hindre, at andre end de gav sig af med Haandværksarbejde, har det dog knebet for dem at forstaa, at skulde de Handlende i Byen kunne bestaa som Handelsmænd, var det nødvendigt, at ikke enhver Skinder eller Skomager gjorde dem Indpas i Næringen ved at drive Handel paa egen Haand. I mange Aar bliver det derfor Regeringens stadig gentagne Paabud, at enhver skal nære sig af sit Embede (Haandværk). Men dette »Skomager bliv ved din Læst« havde grumme ondt ved at trænge ind i Bevidstheden. Blandt andet af den Grund, at denne Begrænsning ofte kom til at gaa ud over de Smaa i Samfundet. Det synes især at have været Bagerne, der søgte at benytte deres Privilegium paa at bage Brød til egen Fordel ved at gøre Brødet saa smaat og saa dyrt som muligt. For at forebygge dette blev det derfor forordnet, at Borgmestre og Raad skulde sætte en fast Pris paa Brødet, senere paa andre Næringsmidler og paa fremmed 01 og Vin. Det varede i det hele ikke længe, før der blev indført et vist Tilsyn med Haand- værkerne fra Borgmester og Raad, om de leverede »ustraffeligt Arbejde« og solgte til skellig Pris d. v. s. til en rimelig Pris. Allerede dette er tilstrækkeligt til at be- tegne Haandværkerne som underordnede i Forholdet ikke alene til Borgmester og Raad, hvem alle havde at være hørig og lydig i Staden, men ogsaa i Forholdet til den Klasse, hvorfra Magistraten — med lovbestemt Udelukkelse af Haandværkerne — stadig valgtes, den velstaaende Handelsstand. Lavene vedtog selv deres Love, de saakaldte Lavsskraaer, men for at være gyl- dige skulde de have Borgmestres og Raads Godkendelse. I de yngre Lav lindes der ofte en Raadmand som Bisidder, og Lavet var saaledes stadig under Kontrol fra Magistraten, lige som denne, der ogsaa skulde godkende Valget af Oldermændene, gennem disse kunde føre skarpt Tilsyn med alle enkelte Personer og med Mestre, som lavede »ondt« d. v. s. daarligt Arbejde. Kort sagt: gennem Lavene kunde der paa en i Begyndelsen tidssvarende Maade »holdes Politi og Orden« i Staden. Og det har sikkert ikke haft mindst Betydning, at Lavsbrødrene som en naturlig Følge af den almindelige Broderskabs- og Sammenholdsfølelse skulde stræbe saa vidt muligt at ordne alle indbyrdes Trætter ved Oldermandens Hjælp. Vi har foran omtalt Gilderne som en ældgammel Institution, der delvis hvilede paa Sammenslutninger i den hedenske Oldtid. Medens Benævnelsen Gilde endnu i lang lid benyttedes for de fornemme Købmandssammenslutninger, indtil det afløstes af det fremmede og sagtens derfor finere Udtryk Kompagni, finder vi fra det XV. Aarhundredes Begyndelse Betegnelsen Lau — oprindelig Gildelav — anvendt for Haandværkernes særlige Sammenslutninger efter Fag, der i øvrigt ganske beholdt Gildets Karakter, som det i Virkeligheden havde beholdt dets Navn. Gennem den ved Erik af Pommerns foran meddelte Brev indførte Lavsordning blev Middelalderens urolige og uregerlige Bybefolkning ordnet og inddelt. Inden for de forskellige Erhverv blev Borgerne knyttet sammen baade ved den gamle Broder- skabsfølelse og nu ved fælles Interesse. Ti Lavets første Opgave var at værne Brød-