De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

56 KØBENHAVN UNDER KRONEN kneben bag Voldenes Rammer, dannede et afsluttet, næsten fjendtligt Hele over for det aabne Land. Og saa fast var Lavsindretningen bygget, at den tvang Slægtled efter Slægtled ind under sine Rammer. Sønnen opdroges i Faderens Haandværk, og den unge Svend maatte helst gifte sig med en Pige eller en Enke inden for sit Lav. I Kong Eriks Brev nævnes Bryggerne to Gange. Den ene Gang regnes de med til Købmændene, den anden Gang til Haandværkerne. Deres Lavshus, der i alt Fald efter Reformationen laa i Skindergade mellem Klosterstræde og Kejsergade, var langt ned i Tiden anset som et af Byens fornemste Forsamlingslokaler, — et Vid- nesbyrd om Bryggerlavets Anseelse og Rigdom. Her holdtes i sidste Halvdel af 1700- Tallet de Koncerter, ved hvilke Ewalds Kantater blev opført, og det var først den store Brand 1795, der tilintetgjorde dette Byens fineste Lavshus. Næst efter Bryggerne rangerede Guldsmedene, og saa kom de »fire store Lav«, Bagerne, Smedene, Skrædderne og Skomagerne, der her lige som i Tyskland indtog en ledende Stilling inden for HHåndværkernes Kreds, derpaa kom Remsnidere og Pungmagere, Kødmangere (Slagtere), Bartskærerne, Bundtmagerne og Skinderne. Hvert Lav var indviet til en eller anden Helgen. Guldsmedene f. Eks. til St. Eligius, paa hvis Navnedag der ikke maatte arbejdes. Aftenen forinden samledes man til Drik, og paa selve Festdagen — 1. December — gik baade Brødre og Søstre til Sjælemesse ved Elegii Alteret i Vor Frue Kirke og ofrede. I 1496, omtrent 70 Aar efter at Lavet havde faaet sin første Skraa, men paa Tysk, fik det linder Kong Hans en ny Skraa paa Dansk, saa vi ser her i det enkelte den samme Be- vægelse som i det store, at det nationale Element slaar igennem. Men de mangfol- dige tyske Benævnelser i dette som i næsten alle Haandværk er blevet bevaret til vor Tid som et Minde om den danske Industris første Læreaar under fremmede Mestre. Efter denne nye Skraa var en Guldsmedemester forpligtet til at mærke ethvert Arbejde med Byens og sit eget Mærke*), og paa Markederne gik Møntmesteren og to Guldsmedemestre rundt og undersøgte alt Arbejdet, om det ogsaa var stemplet. For Overtrædelser var der sat høje Bøder, ligesom ogsaa for at stemple Arbejder af forgyldt Kobber eller Messing som ægte Metal. Saadant skulde derimod være præ- get med et eget Mærke, der angav det som uægte. Indbyrdes vaagede Mestrene selv over, at alt Arbejde, som blev udført af Lavsmestre, var godt og ustraffeligt. Det var Skik fra Arilds Tid, at Guldsmeden tog sig betalt i en Del af det Metal, der blev leveret ham til et vist Arbejde, nemlig Halvdelen, men skulde han tillige forgylde Ardej det, saa kunde han fordre lige saa meget Sølv i Arbejdsløn, som der var gaaet med til Genstanden. Den første Betingelse, der stilledes for Optagelse i et Lav, var ufravigelig den samme over alt: Ægte Fødsel og et ærligt Navn. Man skulde være kommet af godt Folk, uberygtet og ikke være af Rakkerslægt. Selv om Haandværkerne ikke kunde *) Enhver Guldsmedesvend, der vilde være Mester, skulde som Mesterstykke selv udføre en Kalk (et Kirkebæger), et Kors, en Guldring med en indfattet Sten og et »Forblad« (ornamenteret Blad til et Spænde) til at sammenhægte et Bælte eller en »Borvæ« d. v. s. en Brudekrans.