De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVETS OPKOMST 65 Umægtig, Aandelig eller Verdslig, vore Embedsmænd (her Slotsbefalingsmænd) eller andre, at gøre Landkøb eller Forprang, uden til deres Bords eller Gaards Behov.« Men »Gaardens Behov« var et Begreb, der kunde udvides ret betydeligt, og det blev udvidet. Riddersmænd og Prælater blev Landets største Studeprangere og Købmænd, og i 1513 lykkedes det disse to Stænder for første Gang at faa dette Overgreb aner- kendt som Ret. I Christjern II.s Haandfæstning maatte Kongen love, hverken selv eller ved sine Fogeder og Embedsmænd at lægge nogen Hindring i Vejen for, at Prælater, Kirkens Mænd og Ridderskabet jo frit maatte handle med de udenland- ske Købmænd. Der er her ikke længer Tale om nogen Begrænsning, om at Handel for deres Vedkommende kun skulde være tilladt med Produkterne at deres Gaarde, — de har nu, til Købstædernes Skade, ubegrænset Ret til at handle. Men det varede ikke længe, inden Kongen begyndte at beklippe denne Handels- tilladelse, — som sædvanlig uden dog at hans Bud blev hørt. Det var først, da han efter Sveriges Erobring troede at være fast nok i Sadlen, at han skred ind med Styrke. I 1521 udstedte han sit Forbud mod Handel uden for Købstæderne, og del skal gælde alle, »ihvad Stand og Værdighed de udi ere«. Og Meningen er ikke til at tage fejl af: »Kære Venner, som eder alle vel vitterligt er, hvorledes vi tilforn ofte have gi- vet eder til kende og paamindet eder med vore Breve og Skrivelser, at I skulle af- lægge den ulovlige Købmandsskab og Handel, som I slaa eder i, med alle Haande Varer at købe og sælge, som eder ej bekvemnier, vore Købstæder til stor Skade og Fordærv og imod alle deres Naader (d. v. s. Benaadninger), Friheder og Privilegier, som vi og vore Forfædre, frem farne Konninger i Danmark dem undt og givet have. Vi have i Sandhed forfaret, at I ej ville agte dette, men aldeles forhærde eder der- udi; men vi hverken kunne eller ville paa nogen Maade tilstede, at saa længere ske skal, og have derfor gjort en Skikkelse paa al Købmandsskab, hvilken vi endeligen ville ubrødeligen skal holdes af alle baade Aandelige og Verdslige, ihvad Stand, Ære og Værdighed de ere udi, Bisper, Prælater, Kanniker, Præstemænd, Abbeder, Munke, Riddere, Riddersmænds Mænd, Fogeder, Lensmænd, Bønder og menige Almue.« Man vil af den sidste Tilføjelse se, at Kongens strenge Brev ikke blot gjaldt de to privilegerede Stænder, men ogsaa »Bønder og menige Almue«, det vil sige, enhver som drev ulovlig Handel. Tidligere havde det været almindeligt, at Bønderne paa Smaa-Øerne selv sejlede over til de tyske Slæder paa Østersøens Noidkyst, - der var i de Tider, lige som endnu mange Steder i vort Land ingen synderlig Foi- skel paa Bønder og Fiskere, og de fleste var i Stand til at styre en Baad under Sejl, — og sælge deres Korn, Smør, Smaakreaturer og andet, som de kunde føre med i Baaden. Det var aldrig blevet dem forbudt, naar de kun sejlede om Dagen, »saa man kunde se, hvad de havde med at fare.« Men nu skulde Landbrugsprodukterne uden Undtagelse føres til Købstaden og sælges der. Og lige som al Handel blev forbudt Bønderne paa Landet, blev den ogsaa for- budt Haandværkerne i Byerne. Kun deres egne Hænders Arbejde maatte de foi- handle. Men det skulde ikke være en Haandværker forment, at anbringe sine Penge i en Købmands Handel og gøre dem frugtbare paa den Maade, om han ellers havde Raad dertil. Paa samme Maade som Christjern IL ønskede at fremkalde en tølelse hos Bor- gernes forskellige Lag af, at de hørte sammen, og alle arbejdede i tælles Interesse,