De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

66 KØBENHAVN UNDER KRONEN naar de arbejdede for deres By, saaledes ønskede han ogsaa at samle alle Landets Købstæder i fælles Arbejde til Held og Lykke for det hele Land. Derfor bestemte han, at der aarlig 29. Juni skulde holdes et Møde i København af Udsendinge fra samtlige Købstæder i Skaane, paa Sjælland og Øerne og et andet i Viborg fra Køb- stæderne i Jylland. Paa disse Købstadsmøder, der kun tog Sigte paa Købstædernes Udvikling, skulde der forhandles om alt, hvad der kunde tjene til Købstædernes Tarv, hvilke Forandringer i de bestaaende Love og Bestemmelser der kunde være ønskelige, og hvad nyttigt og nyt der kunde være at overveje til Købstædernes Opkomst. Ved Mødets Slutning skulde der affattes en Beretning om Forhandlingerne, som skulde tilstilles Kongen. Som et væsentligt Middel til at fremme Samfølelse og Forbindelse mellem By- erne indførte Kongen straks ens Maal pg Vægt over hele Riget, og han fastsatte Københavns Maal og Vægt som den, alle skulde rette sig efter*). Rigets Stormænd lod paa Viborg Landsting Christjern II.s Love brænde som »skadelige og fordærvelige imod god Politi og Regimente«. Men Borger og Bonde dømte anderledes, og særlig Københavns Borgere, der i højere Grad end Landets øvrige Almue havde set de umiddelbare Udbrud af hans varme Følelse for de Smaa og Fortrykte. Og Nutiden dømmer anderledes; med lange Mellemrum og som enkelte, spredte Reformer kom i de følgende Tider de Forbedringer, som blev standsede ved hans Fald, og det varede over halvtredie Hundrede Aar, før hans Hovedtanke, uden Tvivl »den mest skadelige og mod godt Regimente mest stridende« af alle hans Reformer, Bondens Frigørelse, blev taget op paa ny og ført ud i Vir- keligheden. Den danske Adel opsagde Christjern II. Huldskab og Troskab, og Kongen — syg i Sind og med Tvivl om sig selv og alt og alle — drog bort for at finde Hjælp hos sin Hustrus Broder, den tysk-romerske Kejser Carl V. Det var en Sorgens Dag, hin 13. April 1523, da Christjern sejlede bort fra sin Hovedstad. Paa Stranden stod Folk i tætte Skarer, og paa Voldene, paa Taarne og Tage og i alle Skibsmaster var de kravlet op for endnu en Gang at se ham, som havde taget sig af deres Sag. Og med Øjnene fulgte de Kongens Skib, til det forsvandt bag Skovshoveds Pynt. Men Københavnerne var ikke saa spage nu, som de havde været for 10 Aar siden, da de paa Herredageil havde knurret lidt over, at de ikke havde et eneste Ord med at sige ved Valget af Kongen. Nu nøjedes de ikke med at knurre, — nu var de ikke bange for at bide. Til Trods for de to mægtige Rigsstænder, der stod Kong Christjern imod og under ingen Betingelse vilde have ham tilbage, til Trods for den fremrykkende holstenske Hær og med en Borgerkrig og en Belejrings Ræds- ler for Øje, agtede de nu at holde fast ved Kong Christjern. Og det var det, de svarede den af Adelen valgte Kong Frederik paa hans Brev til dem om at sende en Borgmester samt en Raadmand og et vist Antal Borgere til ham for paa alles Vegne at sværge ham Huldskab og Troskab. Det var den nye Tids Aand, der havde modnet og styrket dem. De var vaag- net til Bevidsthed om, at de var mere end Trælle og Livegne, de følte sig som *) Blandt de Foranstaltninger til Næringslivets Opkomst, som skyldes Christjern IL, maa man ikke glemme at nævne Hollændernes Indkaldelse og Anbringelse paa Amager. Dem skylder Køben- havn ikke blot sin Forsyning med det daglige Forbrug af Grøntsager gennem mere end 350 Aar, men ogsaa til Tider en betydelig Del af sin Eksport.