De danske Redskabs- og Maskinprøver

Aase for de to Plovlegemer. De to forreste Hjul, af hvilke det tilhøjre er Furehjul, det tilvenstre Landhjul, ere forenede ved en fælles Aksel, der enten er forkrøbbet eller bærer Arme, til hvilke Hjulene ere befæstede. Ved Akselens Drejning hæves eller sænkes Hjulene, og Drej- ningen iværksættes ved en lang Vægtstangsarm. For at bære Ploven fuldstændig frit anvendes ogsaa ofte et tredje Hjul, enten befæstet til Rammens bagerste Ende, eller som et løst Hjul, der, naar Ploven flyttes', kan hæftes paa det forlængede Landslid for bagerste Plovlegeme. Af de almindelige Bemærkninger om Plo- venes Bygning, som Dommerudvalget fandt Anledning til at fremsætte, skal her anføres: at St aa] maa foretrækkes som det til alle Plovens Dele bedst egnede Materiale; at Hjulene bor være store og forsynede med lose Bøsninger i Navene, til hvis Smøring der hensigts- mæssigst kan anvendes konsistent Fedt i Staufferske Smørekopper, skruet i Navene. Navnlig til Hjulploven maa Hjulene være saa store som muligt og Kammen ligge højt, for ikke at slæbe. Pladsen mellem Hjul og Plovlegeme maa være stor for ikke at stoppe for Furen; det er derfor nødvendigt, at Furehjulet lægges fremad, naar Ploven sættes i Jorden; at Rammen bygges tilstrækkelig stærk og stor til, at den ikke bojes for jordfaste Sten; at Langjernene bor være rette, de forkrobbede Lang- jern ere vanskeligere at fremstille, saa de passe ti] Ploven, uden at denne kommer til Smeden; at Skærerne bor have saa meget Materiale i sig, at gentagne Udtyndinger ere mulige. De Vilkaar, man bod Plovene at arbejde under i Arbej(isprøven, vare, som tidligere nævnt, ret strænge, men dog ikke strængere, end man saa ofte i den daglige Gerning maa paaregne dem saaledes. Jorden paa «Godt- haab» var stærk Lerjord, der vanskelig slipper Ploven,