Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

131 som nævnt, ikke var overdrevne, opvejedes deres lidt højere Satser end før Sammenslutningen af den Sikkerhed, de tilførte Beregningerne. Overfor denne Stormagt stod nu Kompagniet i sin Start med sit planlagte Køb af tre mellemstore Dampere. Og man lod det ikke i Tvivl om, hvorledes man vilde modtage det. Hvis Kompagniet, hed det fra den Side, kom til de andre Liniers Hjemsteder, ja, bare til de fremmede Havne, som det anløb, »vilde det faa en meget kort Tilværelse«. I London henvendte Andersen sig til »Conførencen«. Den var vanskelig at faa i Tale, siger han, og det meddeltes ham, at man havde mere end nok af Skibe, at hans Kompagni intet Hjemsted havde, da Danmark ingen Ind- eller Udførsel havde af Betyd- ning fra eller til disse Lande. Ingen af »Conferencen«s Linier vilde have Kompagniet med og Sammenslutningen som Helhed heller ikke. Og nu maa man jo erindre, at hele Hærskaren af Købmænd, Befragtere og Agenter i alle Grader, der paa An- løbshavnene er knyttede til saadanne en Gang indarbejdede Li- nier med deres Livsinteresser, er en fjendtlig Hær overfor en ny opdukkende Konkurrent. Der lægges Fodangler og Ulve- grave for ham, hvor han saa vender sig hen. Gennem deres Forbindelser, der kan strække sig fra Ministre og Generaldirek- tører gennem alle Grader af Embedsmænd ned til Havnekap- tajner og Toldassistenter, kan disse Modstandere lægge Hin- dringer i Vejen for Ind- og Udlosning, Toldbehandling, For- haling i Havnen, og Gud ved hvad! Skal man bruge Kul eller Proviant, er der enten lukket for En, eller man maa be- tale eksorbitante Priser. Skal man bruge Folk, kan man ingen faa eller kun Udskud. Ens Lossegrejer forsvinder paa en ube- gribelig Maade eller beskadiges. Alle danner, endda uden særlig Aftale, en stor Sammensværgelse mod det nye Foreta- gende med det ene Formaal, at faa det til at give op. Herimod er der kun et Middel, hvad Andersen kalder »Styrke«, hvormed han formodentlig mener: »den almægtige Dollar« enten i mere rørlig Form eller liggende i saadanne Masser under det nye Foretagende, at man paa Forhaand er klar over, at det ikke lader sig slaa ned, hvorfor man beslutter sig til al aabne Rin- gen for det. Men »Styrke«, for at bruge Andersens Udtryk, g*