Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

185 Frimanden med Vold eller List for at faa ham til at recommen- dfere sig, ofte er det sket frivilligt. Ofte er der paa den anden Side ydet Modstand indtil Kamp paa Liv og Død, til andre Ti- der ør man paa den naturligste Maade gledet ind i Forholdet, som noget, der fulgte af sig selv. Saa eller saa, Enden paa det bliver, at Frimanden synker ned til en hørig Godsundersaats Stilling. Men dermed er endnu ikke alle Hovedtraade spundne sammen, der gennemkrydse disse fem Hundrede Aars Drama; tilbage staar at erindre om, hvorledes Kongemagten, Central- styrelsen udsuges samtidig med, at det brede Folkelag under- kastes. Det sker derved, at de Feudale under Udviklingen til- egner sig de kongelige Højhedsrettigheder, som Gave, ved List, Trusel eller Vold. Disse Højhedsrettigheder kan sammenfattes i tre: Undersaatseden, der tilhørte Kongen, men som senere af- lægges til Godsejeren, Jurisdiktionen, som bliver en Patrimo- nial jurisdiktion — Godsdomstol — under Godsejeren som født Formand, og Senoriatet, der forudsætter, at Godsejeren med sit væbnede Følge yder Hærtjeneste for de Smaa. Allerede paa et Tidspunkt, hvor Kongen ikke kan se Konsekvensen af at afgive sine Prærogativer, gør han det navnlig til Kirken gennem det saakaldte Immunitetsprivilegium. Et saadant udstedes f. Eks. af Merovingerkongen Dagobert i det 7. Aarhundrede til Klo- steret Set. Denis ved Paris. Det lyder: — — »Hverken vi eller vore Efterkommere, hverken Er- kebisper, Bisper eller Grever skal have nogen Myndighed over denne hellige Basilika, dens Abbeder, Munke eller nogen af Abbediets Tjenere. Ingen maa trænge sig ind i Abbediet eller dets Besiddelser, ingen maa give Befaling til Klosteret eller dets Tjenere, inddrive Bøder, paalægge Gæsteri eller kræve no- gen Ydelse. Alt, hvad vor Fiscus kan vente sig derfra, skænke vi Klosteret ved dette Immunitetsprivilegium.« 1) Dermed er Statens indre Sammenhæng brudt. Set indefra er Staten nu kun en Sum af sidestillede suveræne Myndigheder uden anden Fællesinteresse end den forbigaaende, der faar dem til at slutte sig sammen i stadig skiftende Sammenstillinger, J) Kr. Er slev: a. S. S. 36 f. Note.