Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

232 gaaende Konjunktur at fastholde, ja endog til en vis Grad at højne Arbejdslønnen, nemlig til den Grad, hvor et tilstedevæ- rende Overskud overhovedet gør en Forskydelse af dettes For- deling mellem Kapital og Arbejde mulig. Men Henry George er i den Grad hypnotiseret af sin Jordrente i dens Egenskab af Kilde til alt ondt i denne Verden, han er saa betaget af Idéen om at finde en »Recept«, der har Universalmidlets Karakter, at han lader haant selv om Midler, der har vist sig saa virk- somme som Fagforeningerne paa bestemte Punkter, der langt fra høre til de mindre vigtige. Han udtaler om Fagforenin- gerne: »De Vanskeligheder, der stiller sig imod virksomme Ar- bejdersammenslutninger, ere saa store, at det gode, de kan udrette, er saare begrænset, medens der er uundgaaelige Skrøbeligheder forbundne med dem«.1) Ja, han gaar endnu langt videre, idet han siger: »Men det kan ikke nægtes, at Arbejdersammenslutnin- gens Virkemidler nødvendigvis er af nedbrydende Art, deres Organisation nødvendigvis tyrannisk«.2) Intet af alt dette er jo rigtigt i sin Almindelighed taget. Van- skeligheden ved at danne Arbejdersammenslutninger behøver jo ikke at begrænse Nytten af dem, naar de først er dannede. Og »nødvendigvis« er Arbejdersammenslutningernes Virkemid- ler ikke af nedbrydende Art, saalidt som de »nødvendigvis« er tyranniske. At de ofte er det, er en anden Sag. De kan som ethvert andet Instrument bruges og misbruges, men i deres Na- tlir ligger det sidste ikke mere end det første. Men godt vir- kende Organisationer har Henry George ingen Brug for. De er imod Tendensen i hele hans Bog, som det allerede fremgaar af ritlen i »Fremskridt og Fattigdom«, der skal udtrykke: jo *) Henry George: a. S. Side 161. 2) Henry George: a. S. Side 163.