Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

75 cter kun afbrødes af skarpe Kommandoord, de lange, faste Trin, Behersketheden, Roen, der stod at læse paa Soldaternes Ansigter, alt dette indgav mig uvilkaarligl hin Opfattelse. Alt som de kom frem i Ilden, som Kineserne aabnede paa altfor lang Afstand, tilpassede de sig klogt Terrænet og lod Kolonnerne stille sig i Slagorden. Selv skød Japanerne ikke, før de var paa god Skudafstand, og der var Kompagnier, der naaede frem til Fjendens Stillinger uden at have bortødslet en eneste Patron. Japanerne tøvede ikke under Fremrykningen, uopholdeligt marscherede de fremad uden at agte paa Kystartilleriet, hvis vældige Projektiler gjorde et stærkt Indtryk, — jeg dømmer efter min egen Følelse —. Og da Ilte Brigade, hvis Bevægelser jeg fulgte, naaede Strandbredden, havde jeg en uvilkaarlig Fø- lelse af, at dersom Havet havde været islagt, vilde denne Brigade have marschieret endnu længere frem til Angreb paa alt, hvad der stillede sig imod den. Og det var ikke mig alene, som havde denne Opfattelse. — Med denne Vurdering af de japan- ske Tropper forlod jeg Valpladsen den 18. (30.) Januar.« x) Og allerede forud havde samme skarpe Iagttager skrevet: »Med Japan er der opstaaet en ny Magt, som vil faa en uhørt Indflydelse paa Østasiens videre Skæbne. Jeg ind- rømmer, at denne Tanke ikke rigtig vil ind i Hovedet paa En, men før eller senere maa man desuagtet vænne sig til den.«1 2) Og da Japan efter Krigen, maatte bøje sig for Stormagterne og afstaa fra Besættelsen af Halvøen Ljaotung, gav Mikadoen Udtryk for den almindelige Stemning, da han i sit Manifest til Folket skrev: »Men vi føle klart, at vort Riges nuværende Stilling er langt fra det, der udgør dets historiske Bestemmelse.«3) 1 G. Trubetzkoj: Ryssland som Stormakt. S. 35 f. Stockholm 1914. s) Samme. S. 36. 3) Samme. S. 37.