Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

87 kaldte »Enclosure bilis«. Ved »Enclosures« forstaar Englæn- derne alle Forholdsregler til Ophævelse af Resterne af det gamle Markfællesskab; saavel Retten til Sammenlægning af Gaarde og Gnindistykker som til Udskiftning af den Alminding, Kommu- nens Medlemmer havde haft i Fællesskab eller Ophævelse af deres Græsningsservitutter paa den. I de Stridigheder, som na- turligvis i Hobetal opstod af Godsejernes Ønske om at udvide baade deres Kornarealer og Græsgange ved at sammenlægge Gaarde og indhegne og tilegne sig Almindinger, maatte, som Bocher siger, i stigende Grad, jo mere den gamle Retsopfattelse gik af Minde, »den klogere, rigere og stærkere gaa af med Sejren!« Endnu i 1845 udtaler Lord Lincoln i Underhuset, at Klagerne fra disse smaa Koinmunemedlemmer lades ganske upaaagtede i 19 af 20 Tilfælde, fordi Bønderne hverken har Raad til at komme til London selv eller til at lade sig repræ- sentere ved Sagførere 1), og saa lidt der er Tvivl herom, er der det mexl Hensyn til den Maade, Godsejerne under de nævnte Landboreformer udnyttede Parlamentets alt andet end ligelige Interesse for de forskellige Samfundsklasser. De fik Par- lamentet til at udstede i Hobetal af private Indhegnings- og Ud- slkiftningslove — enclosure bills — ved hvilke det lykkedes dem at trænge »the freeholders« ud af Besiddelsen2). Og det gentager sig her, hvad Historien ikke mindre end Erfaringen fra det begrænsede Tidsrum, et enkelt Menneske- liv spænder over, bekræfter, at der simpelt hen ingen Grænse er for, hvad der kan øves af Dumhed og af Uret, naar den almindelige Stemning bærer hen imod det Maal, som tilstræbes. Dette var netop Tilfældet i dette Tidsrum. De økonomiske Forfattere og den almindelige Mening var for Stordrift i Land- bruget og mod Smaadrift eller i alt Fald uden Forstaaelse af Smaadriftens økonomiske Betydning, og om dens sociale spurgte man ikke dengang. Som en typisk Forfatter fra Over- gangstiden mellem det 18. og det 19. Aarhundrede nævner Hen- rik Pedersen, Arthur Young (1741—1820) hvis første Skrift: Roscher: a. S. S. 248. 2) Arnold Toynbee efter Henrik Pedersen a. S. S. 307.