Koloniale Produkter Kaffe

43 saa lange som deres fædrene Ophav. De lever af Kaffebønnens Indhold; Larvestadiet varer 10—21 Dage; saa bliver de til Pupper af 2 Milimeters Længde; som saadanne ligger de 5 Dage og antager derpaa de udviklede Billers Skikkelse. Med et saa kort Livsløb er det intet Under, at der i et Aar kan udrettes et grænseløst Ødelæggelsesværk, tilmed da Billerne lige saa gerne angriber den ene Kaffeart som den anden. Naar Kaffebönnebillen i Løbet af saa kort Tid har kunnet naa at faa Rang af en virkelig Landeplage, beror det ikke mindst paa, at mange Faktorer hjælper til med at bringe den fra den e.ne Plantage til den anden. Der er for det forste en stadig Udveksling af Avlsfrø mellem de forskellige Plantager; for det andet tommer Kulierne vel aldrig nogensinde deres Sække helt, naar de vandrer hjem til Landsbyen fra Plantagen — en lille Slat bliver der altid tilbage i det ene Hjörne, enten af Vanvare eller til Privatforbruget derhjemme, og först her bliver de angrebne Bonner kastet bort. For dét tredje er der et lille Rovdyr, som de Indfødte kalder Luak’en (Paradoxurus bermaphroditicus), og som i höj Grad hjælper til med at udbrede Plagen. Luak’en fører i Troperne noget nær samme Levevis, som Grævlingen gör det hos os, d. v. s. den ernærer sig af Orme, Larver og andre Smaadyr saavel som af Planteføde, særlig Frugter. Den sætter megen Pris paa de modne Kaffefrugter og forstaar altid at vælge de fineste ud; men det er kun det sukkerholdige Frugtkød, der tjener den til Næring, Kaffebønnerne giver den fra sig igen, uden at de har lidt den ringeste Skade; saaledes paastaar Kaffedyrkerne derude, at Bonner, som har været en Fur igennem Luak’en, spirer bedre end dem, man selv høster, og de rigtige indiske Feinschmeckere hævder paa deres Side, at ingen Kaffe er finere i Smagen end den, der brygges af Luak-Bönnerne. Nu har man vel nok vidst, at Luak’en sluger mangen en Bönne, som er stopfuld af Bönnebillens Yngel; men man gik ud fra, at denne vel næppe taalte Rejsen gennem Dyrets Mave og Tarm; dog i nyeste Tid har en Indsamling af Luak’ens Ekskrementer og en paafølgende Klækning af Yngelen tilfulde overbevist os om, at hverken Æg, Larver, Pupper eller voksne Insekter tager den mindste Skade af Turen, men tværtimod er i bedste Vigueur, naar de atter hen paa Morgenen møder frem i Dagens Lys efter det