Hvad Var En Skinder
Nogle Bemærkninger

Drejer Frants Se,huldt i Nykjøbing paa Falster skjældte 1691 Byens Borger- el- ler Kjøbmandslav ud for et Skinderlav. Det skete efter el Gilde paa Raadhuset. Men derfor var Brøden lige stor. Drejeren stæv- nedes for Retten, og efter Dommen, der fældedes, maatte han ikke alene bøde en Del Penge, men ogsaa for Fremtiden »ent- holde« sig fra Lavet. Ordet Skinder, som vi forøvrigt den Dag idag have i Skindergade, lød ikke godt i Datidens Ører, og det kan forstaas. Paa en underlig Maade var det allerede godt og vel hundrede Aar för blevet blandet sam- men med Ordet »Kjeltring« (dog vist kun i dette Ords Betydning af paatrængende Trygler*),og det brugtes desuden synonymt med Blodsuger, Aagerkarl. Paa Tysk fand- tes Ordet »Schinder«, der oprindelig bety- der Kreaturflaaer, Rakker. Derfra stam- mede Ulykken. I »Grevens og Friherrens Komedie« fra Kristian V’s Tid nævnes som særlig lave og foragtelige Bestillinger »en Kjedelflikker, en Kobler, en Skinder, en Gilder«. Det var, som havde man glemt, at det oprindeligt gode danske Ord havde været Navnet paa en Haandværker og det endda en betydelig Haandværker. Det attende Aarhundrede igjennem blev Skinderen væsentlig kun erindret, fordi Kristian V’s danske Lov i en af sine Artikler (3-13-23) nævner ham mellem de mindre betydende Haandværkere, der maatte bo paa Landet, som til Exempel Skrædere, der sy Vadmel, og Skomagere, der sy Bøndersko. Og mu- ligvis er det endda en ren Tilfældighed, at han er kommen med her. I Recesserne fra 1537 til 1558 nævnes Skinderne oftere paa denne Maade, men aldrig i de samti- dige Land-Skattebreve, hvor derimod de ovenfor nævnte »Kjeltringer« vise sig, og da den store Kommerce-Forordning af 16 April 1681 udkom, vare de helt udeladte i *) F. Dyrlund: Tatere og Natmandsfolk. den, sikkert fordi deres Betydning var stærkt synkende. Det er derfor næsten en Overraskelse at træffe dem igjen i den to Aar efter udkommende Kristian V’s Lov, og nu viser det sig da ogsaa Gang efter Gang, at man ikke ret vidste, hvad en Skinder var. 1720 og 1733 forbydes det nogle Fellberedere at bo paa Landet i Jyl- land, da de ikke vare Skindere, og derefter bestemmes Skinder endog gjentagne Gange just som — Fellbereder. Hr. Arkivassistent H. C. Roede henviser i sin dygtige Artikel om Skindberederlavene i Kjøbenhavn (forr. Aarg. S. 270) til Lo Tilfælde henholdsvis fra 1750 og 1794. Han kunde ogsaa have hen- vist til et tredje fra 1768, der godtgjör, at selv en saa fremragende Jurist som Hen- rik Stampe her var famlende. Ogsaa efter ham maatte der dog ved Skindere forstaas »Haandværkere, der forarbejde og berede raa Huder og Skind, saasom Fellberedere og Garvere«. Det er først saa sent som 1872, at Dr. F. Dyrlund i sin indholdsrige Bog »Tatere og Natmandsfolk« kommer ind paa en ratio- nel Vej. Han kalder Skinderens Virksom- hed »en med Buntmagernes beslægtet og nær forbunden Haandtering«, og nu har Hr. Roede i sin ovennævnte Artikel under Henvisning til Skraaen af 1429 for Skin- derne i Malmø gjort opmærksom paa, at den nære Forbindelse bestod i, at de begge arbejdede i Skind med paasiddende Haar. Hermed er Betydningen af Ordet Skin- der dog endnu ikke udtömt. Men för jeg gaar videre ind herpaa, vil jeg stanse ved nogle Bemærkninger af Hr. Roede om to Segl i min Bog »Danske Haandværkerlavs Segl« (Nr. 71 og Nr. 167). Det første af dem er tegnet af Professor Magnus Peter- sen til en Artikel »De ældste kjøbenhavn- ske Lavs-Segl« (Tidsskr. f. Kunstind. for 1885) af afdøde Museumsdirektør Dr. Hen- ry Petersen, der læser Indskriften: lette er buntmageris och snider inselefy) haf(n). Det