Menneskets Legeme

110 MENNESKETS LEGEME Druekirtler, de egentlige Spytkirtler. De 2 største af disse kaldes Øre- spytkirtlerne, de ligger en paa hver Side foran Øret og deres Ud- førselsgang aabner sig foran Tyggemusklen paa Kindens Slimhinde lige over for den anden Kindtand i Overkæben. Ved den kuriøse Sygdom, som kaldes Faaresyge, bliver Ørespytkirtlen betændt, svullen og øm, dens Omfang kan vokse særdeles meget, saa at hele An- sigtet bliver ganske vanskabt. Det er imidlertid sjældent, at Be- tændelsen fører til Dannelse af Materie i Kirtlen, som oftest svinder den igen efter nogle Dage, og Sygdommen er da forbi. Noget mindre er Underkæbespytkirtlen og Tungespytkirtlen, der ligger indenfor Underkæbens vandrette Gren, den første omtrent ved Kæbevinkelen, den anden længere fremme, og som begge ud- munder med Kirtelgange ved Tungens forreste Tilhæftning, det saa- kaldte Tungebaand. Dette er en Slimhindefold, som strækker sig fra Mundhulens Bund op til Tungens Underflade og som strammes, naar man rækker Tungen langt frem eller opad. I ældre Tid ansaas det tidt for nød- vendigt at gøre et lille Klip i spæde Børns Tunge- baand, fordi man mente, at det var for stramt og kunde besvære Tungens Brug og særlig Talen. Dette er dog saa godt som aldrig Tilfældet; selv om Tungen paa et spædt Barn synes hæftet temme- lig stramt ned til Mund- hulens Bund, skal man ikke foretage nogen Ope- ration, naar Barnet blot er i Stand til at anvende Tungen til at patte; ved Tungens bestandige An- Fig. 102. Ansigtet af et Menneske, paa hvilket Huden delvis er tagen bort, k Ørespytkirtlen, u dens Udførselsgang, m Tyggemuskel. I Over- og Underlæben ses talrige smaa Kirtler. vendelse og Øvelse vil da Tungebaandet strækkes af sig selv, saa at det er tilstrækkelig langt, naar Barnet en Gang skal til at tale. Den samlede Afsondring fra alle de ovennævnte Kirtler kaldes Spyt og bestaar af Vand med et temmelig sparsomt Indhold af Salte, Slim, lidt Æggehvide og en ringe Mængde af et meget virk- somt Stof, Spytstoffet eller Ptyalinet. Spytstoffet har den Egenskab at omdanne Stivelse til Sukker, denne Omdannelse gaar dog for sig eflerhaanden gennem forskellige Mellemtrin, blandt hvilke Dekstrin kan mærkes; skønt Spytstoffets omdannende Evne ikke er meget hastig, er den særdeles stærk, og en temmelig ringe Mængde af det