Menneskets Legeme

OPSUGNING OG ASSIMILATION (TILEGNELSE). Saa længe Fødemidlerne og deres Omdannelsesprodukter befinder sig i Tarmen, kan de ikke endnu anvendes i Legemets Stofskifte; de er saa at sige endnu udenfor Legemet. Som tidligere omtalt maa Fordøjelseskanalen betragtes som en Indkrængning fra Huden og dens Epitel er en direkte Fortsættelse af Overhuden. Først naar Ernæringsstofferne har passeret dette Lag af Celler, kan de opsuges af Blodkarrene og Lymfekarrene og gaa over i Legemets Safter, hvor de skal anvendes paa forskellig Maade til at ernære Vævene og erstatte de Tab, som disse lider. Medens Fødemidlerne forholds- vis hurtigt passerer Mund og Spiserør og her ikke bliver gjort til Genstand for nogen Opsugning af Betydning, dvæler de derimod timevis i Mavesækken og Tarmkanalen, og her gaar Fordøjelse og Opsugning jævnsides. De opsugede Ernæringsstoffer gaar til sidst alle over i Blodet, før de anvendes i Legemets Tjeneste, imidlertid maa en Del af dem først gaa gennem et Mellemled, Lymfekarrene. For at faa et Be- greb om den Vej, som de opsugede Stoffei' maa tage, vil det derfor være rigtigt kort at omtale Fordøjelseskanalens Forsyning med Blodkar, Lymfekar og Lymfekirtler. Tarmene og Mavesækken modtager en meget rigelig Forsyning med Pulsaarer; fra Storpulsaaren udgaar et Par tykke korte Grene, som deler sig i en Mængde Sidegrene, de forløber i Tarmens Krøs, hvor de staar i meget rigelig Forbindelse med hinanden; til sidst opløser de sig i et fint Haarkarnet i Mavens og Tarmenes Slim- hinde. Det venøse Blod samler sig atter i Blodaarer, der løber sammen i stedse større Grene, indtil den store Portaare er dannet, som trænger ind i Leveren, opløser sig i flere Grene og til sidst atter danner et fint Haarkarnet; først efter at have passeret dette kan Blodet gaa gennem Levervenerne til nederste Hulvene og gennem den til højre Hjerteforkammer.