Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
126
MENNESKETS LEGEME
Ogsaa Lymfekarstammer findes i rigelig Mængde i Fordøjelses-
kanalen, de samler sig alle til Brystgangen (ductus thoracicus), der
gennem en Spalte i Mellemgulvet stiger op gennem Brystkassen,
foran og til venstre for Hvirvelsøjlen og udtømmer sit Indhold i en
af de store Blodaarer, som munder ind i den øverste Hulvene.
nem 1 armen maaske ogsaa liar den
Fig. 108. En Del af Tyndtarmens Slimhinde
(forstørret), paa hvilken ses Tarmtrævler
(1 °g 2), Kirtelmundinger (3) og lukkede Fol-
likler (4 og 5).
1 Mavens Slimhinde findes ikke Anordninger til at lette Opsug-
ningen, derimod har Tarmens Slimhinde særegne Organer, som har
stor Betydning i saa Henseende.
Tyndtarmens Slimhinde har et fløjlsagtigt Udseende, og betragter
man den med en svag Forstørrelse, ser man, at dette skyldes en
overordentlig stor Mængde fine Traade, Tarmtrævler (Villi); disse
findes over alt, ogsaa paa de Tværfolder, som tidligere er omtalt,
og som foruden at forhindre Fødens alt for hurtige Passage gen-
;tydning at gøre Slimhindens
Overflade saa meget større,
saa at der kan blive Plads
til flere Tarmtrævler.
Under en noget stærkere
Forstørrelse ser man, at en
saadan Tarnitrævl yderst har
en Beklædning af et enkelt
Lag af Cylinderepitelceller;
tæt under dette findes et
fint og tæt Net af Haarkar
med en tilførende Arterie og
en Vene, der atter fører
Blodet bort, og endelig findes
i Centrum af Villi et Hul-
rum, som er den første Be-
gyndelse til et Lymfekar,
I Tarmtrævlens Væg fin-
des ogsaa Muskelfibre, som
kan forkorte Tarmtrævlen
ved deres Sammentrækninger, og endelig noget Bindevæv. Hver
enkelt Tarnitrævl er omtrent ’/2 Millimeter lang, men da der i alt
findes c. 4 Millioner Tarmtrævler, er den opsugende Flade af dem
alle tilsammen meget betydelig. De cylindriske Epitelceller, som
danner det yderste Lag af Tarmtrævlerne, viser under en meget
stærk Forstørrelse en Stribning af den mod Tarmen vendende
øverste Ende, og man har længe troet, at disse Striber i Cellerne
var fine Kanaler, hvorigennem Tarmens Indhold sugedes ind i den
indre Hulhed i Tarmtrævlen, man har imidlertid aldrig kunnet
se nogen Del af Tarmindholdet paa Vej gennem disse Striber, og
denne Tanke maa derfor sikkert opgives som urigtig. En anden
Forklaring paa det Faktum, at ogsaa ikke opløste Bestanddele af
Føden, saaledes f. Eks. smaa Fedtkugler, kan linde Vej gennem
Tarmvæggen, lyder paa, at de talrige Lymfelegemer eller hvide