Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
.........■. ■_ C"
154
MENNESKETS LEGEME
nu forsøgt gentagne Gange, og det har vist sig, at de Koppepatienter,
der anbringes i det røde Værelse lige ved Udbrudet af Sygdommen,
slipper meget let fra den; der kommer vel som sædvanlig røde,
ophøjede Pletter paa Huden, ogsaa Smaablærer kan danne sig, men
i Stedet for at fyldes med Materie, tørrer de snart ind igen og
svinder bort uden at give Anledning til Feber og uden at efterlade
Ar, saaledes som man ellers altid ser ved Kopper, der tager deres
naturlige Forløb.
Finsen har gjort endnu en Opdagelse, som har faaet stor prak-
tisk Betydning i Lægekunsten; han fandt nemlig, at Lysstraalerne
kan trænge et Stykke ned i Huden og kan dræbe de Bakterier, som
lever her og som fremkalder Sygdomme i Huden; der er derved
vundet en paalidelig Metode til at behandle Lupus, en Sygdom, der
viser sig med Saardannelser i Huden navnlig om Mund og Næse,
og som skyldes Tuberkelbakterier i Huden.
Overhudens Slimlag er altsaa Aflejringsstedet for Hudens Farve-
stof og tillige Underlaget for det ovenfor liggende Hornlag, dette
maa fornyes efterhaanden, fordi de øverste Lag Celler stadig stødes
Fig. 127. Gennemsnit af
en Taa med en Ligtorn,
der gaar gennem hele
Hudens Tykkelse.
a Ligtorn, c Læderhud,
d Slimsæk, der har dan-
net sig under Ligtornen
samle de Hudtjavser,
feber, og opbrænde
videre.
af, selv i sund Tilstand. Under Sygdomme
kan denne Afskalning blive saa stærk, at man
maa lægge Mærke til den; det er da navnlig
efter saadanne Sygdomme, der har medført
overfladiske Hudbetændelser som Rosen, Mæs-
linger, Skarlagensfeber o. lign., at Afskalningen
bliver særlig livlig; ved Mæslinger sker Af-
skalningen i Form af fine Fnug, ved Skar-
lagensfeber mere i sammenhængende Tjavser,
undertiden kan en hel Fingers øverste Horn-
lag stødes af som Fingeren af en Handske.
Man maa i øvrigt lægge Mærke til, at disse
Hudskæl er meget smittefarlige, og man har
set en Epidemi af Skarlagensfeber have sin
Oprindelse fra en Hudtjavs af en Skarlagens-
feberpatient, der som Kuriosum var sendt i
Brev langt bort. Man bør derfor allid op-
som skaller af ved Mæslinger og Skarlagens-
dem, for at de ikke skal bringe Smitten
Hornlaget er ikke lige tykt over alt, tykkest er det i Haand-
fladen og under Foden, særlig paa Hælen; i det hele fortykkes
Hornlaget over alt, hvor det til Stadighed udsættes for stærkt Tryk;
derfor faar Arbejdere, der haandterer Spade, Sav eller Hammer,
haard Hud inde i Haanden, medens Violinspillei'ens Fingerspidser
bliver haarde som Horn.
En Ligtorn er en Fortykkelse af Hornlaget, der opstaar ved
fortsat Tryk af Skotøjet; Ligtornen bliver ikke alene smertende og
besværlig paa Grund af Hornlagets sygelige Fortykkelse, men ved