Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
198
MENNESKETS LEGEME
der indeholder en ret stor Mængde Fedtstof, mest i en olieagtig
Form, ligesom ogsaa en Del kvælstofholdige Stoffer; Valnødder inde-
holder saaledes 62,7 pCt. Fedt og Hasselnødder endogsaa 66,5 pCt.;
uheldigvis er disse Frugter vanskelige at fordøje, saa at man ikke
kan nyde dem i ret stor Mængde, og de Fedtstoffer, som findes
i dem, bliver let harske og irriterer da Fordøjelseskanalens Slim-
hinde.
En særlig Rolle spiller den ægte Kastanie, hvis melede Frugt
indeholder noget Gluten, Sukker og Stivelse; i fattige Bjergegne i
Syden, erstatter Kastanien for en stor Del Koi'nsorterne i den dag-
lige Føde.
De spiselige Svampe indeholder en ikke ringe Mængde kvælstof-
holdige Stoffer, men kun en Del af disse er Æggehvidestoffer, me-
dens Resten er andre Forbindelser, dei’ ikke lader sig anvende af
Organismen; desuden indeholder Svampene en betydelig Mængde
ufordøjeligt Træstof og er derfor temmelig ufordøjelige. Champig-
nonen og Trøflen har derfor meget ringe Værd som Fødemiddel og
anvendes væsenlig kun som Nydelsesmidler paa Grund af deres ejen-
dommelige Smag.
Der findes adskillige Arter spiselige Svampe vildt voksende hos
os, imidlertid maa de indsamles med stor Forsigtighed, da de spise-
lige og de giftige Svampe ikke med Lethed lader sig kende fra hin-
anden; man har gentagne Gange set Forgiftninger med dødeligt Ud-
fald opstaa efter et Maaltid af Svampe. Hyppigst sker dette, naar
Svampene er indsamlede i Mark og Skov, medens man naturligvis
bedre kan stole paa de indførte, som ligefrem dyrkes i Mistbede.
Krydderierne har den Betydning at gøre Føden mere vel-
smagende og derved lettere fordøjelig; baade Spytafsondringen og
Afsondringen af Mavesaft er langt rigeligere, naar Føden har en be-
hagelig Smag, end naar den smager flovt eller endog modbydeligt.
I øvrigt varierer Tilbøjeligheden for Krydderier efter Tid og Sted
ligesom ogsaa efter Fødemidlernes Art. I Middelalderen var det
Skik at anvende mange og stærke Krydderier, ligeledes bruges saa-
danne i de Egne, i hvilke Føden for en stor Del bestaar af temme-
lig smagløse Plantestoffer som Ris. Hos os anvendes hyppigst Peber,
Sennop og Salt, medens Nelliker, Ingefær, Muskatnød, Vanille ikke
spiller nogen større Rolle. Af alle Krydderier er kun Saltet uund-
værligt, idet det er en Bestanddel af vort Legeme. Det har derfor
ogsaa altid været skattet og søgt og bruges af alle Folkeslag, en
Undtagelse dannes kun af enkelte Jægerfolk, men her findes Saltet i
de nedlagte Dyrs Kød og Blod.
DRIKKE.
Af disse har vi allerede omtalt Vand og Mælk, Resten af Drikkene
maa nærmest betragtes som Nydelsesmidler, idet de enten indeholder