Menneskets Legeme

Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON

År: 1901

Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 372

UDK: 612

ERNÆRING OG STOFSKIFTE

AF

DR. MED. F. LEVISON

MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER

AF

LÆGE VILH. JENSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
198 MENNESKETS LEGEME der indeholder en ret stor Mængde Fedtstof, mest i en olieagtig Form, ligesom ogsaa en Del kvælstofholdige Stoffer; Valnødder inde- holder saaledes 62,7 pCt. Fedt og Hasselnødder endogsaa 66,5 pCt.; uheldigvis er disse Frugter vanskelige at fordøje, saa at man ikke kan nyde dem i ret stor Mængde, og de Fedtstoffer, som findes i dem, bliver let harske og irriterer da Fordøjelseskanalens Slim- hinde. En særlig Rolle spiller den ægte Kastanie, hvis melede Frugt indeholder noget Gluten, Sukker og Stivelse; i fattige Bjergegne i Syden, erstatter Kastanien for en stor Del Koi'nsorterne i den dag- lige Føde. De spiselige Svampe indeholder en ikke ringe Mængde kvælstof- holdige Stoffer, men kun en Del af disse er Æggehvidestoffer, me- dens Resten er andre Forbindelser, dei’ ikke lader sig anvende af Organismen; desuden indeholder Svampene en betydelig Mængde ufordøjeligt Træstof og er derfor temmelig ufordøjelige. Champig- nonen og Trøflen har derfor meget ringe Værd som Fødemiddel og anvendes væsenlig kun som Nydelsesmidler paa Grund af deres ejen- dommelige Smag. Der findes adskillige Arter spiselige Svampe vildt voksende hos os, imidlertid maa de indsamles med stor Forsigtighed, da de spise- lige og de giftige Svampe ikke med Lethed lader sig kende fra hin- anden; man har gentagne Gange set Forgiftninger med dødeligt Ud- fald opstaa efter et Maaltid af Svampe. Hyppigst sker dette, naar Svampene er indsamlede i Mark og Skov, medens man naturligvis bedre kan stole paa de indførte, som ligefrem dyrkes i Mistbede. Krydderierne har den Betydning at gøre Føden mere vel- smagende og derved lettere fordøjelig; baade Spytafsondringen og Afsondringen af Mavesaft er langt rigeligere, naar Føden har en be- hagelig Smag, end naar den smager flovt eller endog modbydeligt. I øvrigt varierer Tilbøjeligheden for Krydderier efter Tid og Sted ligesom ogsaa efter Fødemidlernes Art. I Middelalderen var det Skik at anvende mange og stærke Krydderier, ligeledes bruges saa- danne i de Egne, i hvilke Føden for en stor Del bestaar af temme- lig smagløse Plantestoffer som Ris. Hos os anvendes hyppigst Peber, Sennop og Salt, medens Nelliker, Ingefær, Muskatnød, Vanille ikke spiller nogen større Rolle. Af alle Krydderier er kun Saltet uund- værligt, idet det er en Bestanddel af vort Legeme. Det har derfor ogsaa altid været skattet og søgt og bruges af alle Folkeslag, en Undtagelse dannes kun af enkelte Jægerfolk, men her findes Saltet i de nedlagte Dyrs Kød og Blod. DRIKKE. Af disse har vi allerede omtalt Vand og Mælk, Resten af Drikkene maa nærmest betragtes som Nydelsesmidler, idet de enten indeholder