Menneskets Legeme

SKELET OG MUSKLER 241 og femte Mellemfodsben, svarende til store og lille Taa, og af Hæl- benets bageste Punkt. Foruden de nævnle Ben findes der i Foden endnu fem Tæer, hvoraf den ene, Stortaaen, har to Led, de fire øvrige hver tre Led. De enkelte Taaknogler er forenede ved simple Bøjeled, ligesom Leddene mellem Tæerne og Mellemfodsbenene. Tæerne er af under- ordnet Betydning for den oprejste Stilling; derimod spiller i hvert Fald Stortaaen en vigtig Rolle ved Gangen. I den stærke Sene, som fæster sig paa Undersiden af Stortaaens Knogler, er indskudt ei lille Ben, en Sesamknogle, der dækker Undersiden af Leddet, som ellers vilde være stærkt ud- sat for Beskadigelse ved Tryk under Løb og Spring. De fire yderste Tæer har hos det civili- serede skotøjbærende Menneske kun ringe Betydning, de bliver efterhaanden mindre og mindre udviklede. Hos Naturfolkene, hvor Skotøj endnu ikke har ødelagt de naturlige Forhold i Fødderne, er Tæernes Bevæge- lighed langt større og Betydnin- gen som Klatre- og Griberedskab endnu tydelig. Paa den anden Side ser vi i Kineserindernes Fødder den mest udtalte over- civiliserede Forandring, idet Fo- den ved Presser og Baand holdes paa omtrent samme Stør- relse som ved Fødslen og Fo- dens Betydning som Støtte for Legemet falder derved bort. En Kineserinde kan kun gaa med stort Besvær og ikke løbe. Det største af Fodrodsbenene, Hælbenet, springer et Stykke bagud og giver her Fæste for den stærkeste Sene i Legemet, Akillessenen, der bevæger Foden Fig. 193. Fod og Skinneben af Men- neske. h Hælben, 1 Lægben, S Skinne- ben, Si Akillessener, m Lægmuskel. op og ned og derved formaar at bære hele Legemet og hæve det op paa Tæerne. Hælbenet bærer paa sin øverste Flade, svarende til det øverste Punkt af Fodens Hvælving, to Ledflader af uregel- mæssig Form, svarende til to Ledflader paa Tærningbenet, som er den syvende Fodrodsknogle. Bevægelserne, der foregaar i disse to Ledflader, der virker sammen som en, er en Drejning af Foden om Længdeaksen, hvorved den inderste Fodrand hæves eller sænkes. Vilh. Jensen: Menneskets Legeme. 24