Menneskets Legeme

296 menneskets legeme GANGEN. Mennesket bevæger sig naturligst af Sted ved Gang. Denne fremkommer ved en Række af samvirkende Bevægelser, hvis en- kelte Bestanddele det har kostet meget Studium at lære nærmere at kende Oprindelig studerede man Forholdene ved at iagttage en gaaende Person og man fik derved oplyst i Hovedtrækkene hvad der skete. Enkelte Ting kan man iagttage ved simple Forsøg. Lader man en Mand gaa i Sand eller paa et Gulv med hvidtet Fodsaal, kan man faa Oplysning om Skridtlængden og ved at tælle Skridtenes An- tal i en vis Tid. kan man faa at vide, hvor lang Tid der medöaar til hvert Skridt. Senere har man taget Fotografien til Hjælp, idet man ved særlig konstruerede Apparater har taget en Række Øjebliksbilleder med Fig. 260. En gaaende Orang-Utan. Hundrededele af Sekunders Mellemrum. For at faa saa tydelige Billeder som mulig lod man Forsogsindividet være klædt i hvidt og lod ham gaa foran en sort Væg; men da de mange Billeder helt faldt sammen, kunde man ikke rigtig skelne Enkeltheder. Man gav da vedkommende en fuldstændig sort Dragt og Maske paa og syede kun et smalt hvidt Bændel ned langs den ene Side. Selve Mandens Omrids faldt da sammen med den sorte Baggrund og det blev kun den hvide Stribe, som blev fotograferet. Resultaterne, som man er kommet til, viser, at Gangen er et meget indviklet Fænomen, men dens Hovedtræk er følgende: Naar man begynder at gaa, føres det ene, det aktive Ben fremad, det sættes paa Jorden i en vis Afstand, bøjes noget i Knæet, Kroppen føres frem efter, nærmest som et kort Fald, det andet Ben bliver strakt og dets Fodsaal hæves fra Jorden, først Hælen, sidst Fod- spidsen; man taler om Fodsaalens Afvikling fra Jorden. Saa snart Taaspidsen ikke ineie berører Jorden, svinger Benet (det passive)