Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
296
menneskets legeme
GANGEN.
Mennesket bevæger sig naturligst af Sted ved Gang. Denne
fremkommer ved en Række af samvirkende Bevægelser, hvis en-
kelte Bestanddele det har kostet meget Studium at lære nærmere
at kende
Oprindelig studerede man Forholdene ved at iagttage en gaaende
Person og man fik derved oplyst i Hovedtrækkene hvad der skete.
Enkelte Ting kan man iagttage ved simple Forsøg. Lader man
en Mand gaa i Sand eller paa et Gulv med hvidtet Fodsaal, kan
man faa Oplysning om Skridtlængden og ved at tælle Skridtenes An-
tal i en vis Tid. kan man faa at vide, hvor lang Tid der medöaar
til hvert Skridt.
Senere har man taget Fotografien til Hjælp, idet man ved særlig
konstruerede Apparater har taget en Række Øjebliksbilleder med
Fig. 260. En gaaende Orang-Utan.
Hundrededele af Sekunders Mellemrum. For at faa saa tydelige
Billeder som mulig lod man Forsogsindividet være klædt i hvidt og
lod ham gaa foran en sort Væg; men da de mange Billeder helt
faldt sammen, kunde man ikke rigtig skelne Enkeltheder. Man gav
da vedkommende en fuldstændig sort Dragt og Maske paa og syede
kun et smalt hvidt Bændel ned langs den ene Side. Selve Mandens
Omrids faldt da sammen med den sorte Baggrund og det blev kun
den hvide Stribe, som blev fotograferet.
Resultaterne, som man er kommet til, viser, at Gangen er et
meget indviklet Fænomen, men dens Hovedtræk er følgende:
Naar man begynder at gaa, føres det ene, det aktive Ben fremad,
det sættes paa Jorden i en vis Afstand, bøjes noget i Knæet, Kroppen
føres frem efter, nærmest som et kort Fald, det andet Ben bliver
strakt og dets Fodsaal hæves fra Jorden, først Hælen, sidst Fod-
spidsen; man taler om Fodsaalens Afvikling fra Jorden. Saa snart
Taaspidsen ikke ineie berører Jorden, svinger Benet (det passive)