Menneskets Legeme

332 MENNESKETS LEGEME vernes Fordeling og Lejring i det menneskelige Legeme, saaledes som det ovenfor ganske kortfattet har været fremstillet i Hoved- trækkene. Andre liar undersøgt Nerverne fysiologisk, det vil sige man har undersøgt deres Livsforhold og har søgt at komme til Klarhed over deres Virkemaade og Betydning. Allerede tidlig var man klar over, at nogle af Nervetraadene havde den Egenskab, at de ledede Føleindtryk til Centralorganerne, man kaldte dem sensitive Traade eller Føletraade. Andre sendte en ejendommelig og ukendt Pirring nedefter, som i Musklerne frem- kaldte Sammentrækninger, der gav sig Udslag i Bevægelse. Man kaldte disse motoriske Traade eller Bevægetraade. I Begyndelsen troede man, at Nerverne var hule Rør og at det var et bestemt Stof, som førtes af Sted i dem i den ene eller anden Retning. Men de bedste Oplysninger fremkom her som paa de allerfleste Omraader af Videnskaben, da man indførte Forsøgene, Eksperimen- terne. Disse foretoges i ældre Tid uden noget Hensyn til, at det var levende, følende Væsner, man havde med at gøre, og derfor lyder Beretningerne om en Del af dem temmelig raat. Nu til Dags, hvor Samfølelsen med Dyrene er i stadig Udvikling, og hvor Dyrene gennem Lovgivningen er beskyttede mod letsindige, formaalsløse og smærtefulde Indgreb, sker alt paa en langt mere hensynsfuld Maade. Dyrene frémbyder, som allerede mange Gange fremhævet, saa mange Lighedspunkter, især i fysiologisk Henseende, med Mennesket, at man i de fleste Tilfælde har Ret til at slutte fra Forsøgene paa Dyr til Forholdene hos Mennesket. Af saadanne oplysende Forsøg skal her nævnes enkelte, hvis Betydning for Forstaaclsen af Nervesystemets Livsforhold er tydelig. Udskærer man fra Frøens Skinneben den store Læggemuskel og den tilhørende Nerve, og anbringer man Musklen paa lignende Maade som i Fig. 150, kan man faa Musklen til at trække sig sammen ved at pirre den paa samme Maade som selve Musklen (sml. S. 278), altsaa ved Slag, Varme, kemiske Midler eller Elektri- citet. Studerer man imidlertid Forholdene nærmere, viser det sig, at der hengaar en Brøkdel af et Sekund mere Tid, naar man pirrer Nerven, end naar man pirrer Musklen selv. Det vil altsaa sige, at der medgaar nogen Tid, før Pirringen har forplantet sig henad Nerven. Altsaa Pirringen bevæger sig med en vis Hastighed. Denne Hastighed kan man maale ved at pirre to forskellige Steder af Nerven med en bestemt Afstand. Der hengaar da forskellig Tid, inden Musklen trækker sig sammen, og Forskellen mellem disse Tidsrum angiver den Tid, Nervepirringen har brugt til at tilbage- lægge Afstanden mellem de to Pirringssteder. Det viser sig da, at Foi'plantningshastigheden er ca. 30 Meter i Sekundet. Hvilke Forandringer det er, der sker i Nerven, ved man ikke, man er tilbøjelig til at tro, at det er noget lignende som