Menneskets Legeme

362 MENNESKETS LEGEME Naar to Toner, hvis Svingningstal forholder sig som 1 : 2 eller 1 : 3. lyder samtidig, opfattes det som en Behagelighed for Øret, man taler om Konsonans eller Harmoni. Denne findes endnu ved Tonerne 2 : 3, 3 : 4 og 3 : 5, mindre ved 4:5 og 5:8. Derimod giver andre Forhold som 6 : 7 eller 11 : 13 ubehagelige Fornem- melser, man taler om Disharmoni. Hvorpaa denne Forskel beror, er ikke sikkert fastslaaet, man mener det skyldes Fremkomsten af ejendommelige selvstændige Svingninger i Øret, de saakaldte Tone- stød, der bliver stærkere fremtrædende ved de sidste. Ved Hjælp af de to Øren er man til en vis Grad i Stand til at bedømme Lydens Retning, men særlig i Afgørelsen af om den kommer forfra eller bagfra er der stor Usikkerhed. I de øvrige Retninger beror Afgørelsen paa, at Lyden naar med forskellig Styrke til hvert af Ørene. Afstanden lil Lydkilden kan kun afgøres for saa vidt som man kender dennes sædvanlige Styrke. Jo svagere den da er, des læn- gere tror man den er borte. Derfor kan man med stor Virkning paa et Teater fremstille en sig nærmende eller bortkørende Vogn, forbipasserende Musik o. lign, ved at forandre Lydens eller Mu- sikens Styrke efter det tilsigtede Øjemed. SYNET. Der hersker næppe nogen Tvivl om at Synet er den Sans, Mennesket daarligst kan undvære, det er gennem den, at man faar de fleste Indtryk, som giver Anledning til Tænken og Forestillinger. Øjet er tillige saa gennemsigtigt og yderligt beliggende, at dets Byg- ning og Virkning i alle Enkeltheder er meget nøje undersøgt. Ved Beskrivelsen af Øjet maa man skelne mellem det egentlige Synsorgan, Øjeæblet, og dets Beskyttelsesorganer, Øjelaag og Taare- apparat. Øjeæblet er nogenlunde kugleformet med en Diameter paa ca. 23 Mm. Det er lidt længere forfra bagtil end fra oven og nedad eller fra Side til Side, fordi Hornhinden springer noget frem. Væggen i Øjet er bygget af 3 Hinder, Senehinden, Aarehinden og Nethinden, men disse findes kun som regelmæssige Lag i den bageste Halvdel af Øjet, hvorimod dette fortil har en mere sammen- sat og forandret Bygning. Hvis man lægger et vandret Snit gennem et Øje (Fig. 314), ser man fortil den gennemskaarne klare Hornhinde, som er noget niere krummet end den øvrige Del af Øjet. Hornhinden bestaar af fint, fibrøst, lagdelt Bindevæv, der fortil bærer flere Lag Epitelceller, der er ordnet paa en ganske bestemt Maade. Paa Bagsiden ei' Bindevævet fortykket og fast sammentrykket til en særlig Hinde, der paa sin Bagside bærer et enkelt Lag Epitelceller. Alle Delene