Menneskets Legeme

28 MENNESKETS LEGEME og at de atter trækker dem tilbage; ved Hjælp af disse Følelraade kan de hvide Blodlegemer bevæge sig fra Sted til andet. Længe før man kendte de hvide Blodlegemers Evne til at be- væge sig, havde man iagttaget, at Amøberne, encellede mikroskopiske Dyr, som lever i Grøftevand, kan strække smaa Følelraade frem fra deres Legeme og bevæge sig ved deres Hjælp. Man kaldte der- for de hvide Blodlegemers Bevægelser for »amøboide«. Endnu større Lighed med selvstændige Organismer faar de hvide Blodlegemer derved, at de er i Stand til med deres Forlængelser at gribe smaa Korn, Bakteriel* eller lignende, drage dem ind i det indre af Blod- legemet og der opløse, ligesom fordøje dem. Paa Grund af denne Evne til at optage fast Føde har man kaldt de hvide Blodlegemer for Fagocyter eller Rovceller. De senere Aars og navnlig en enkelt Forskers, Metschnikoffs, Undersøgelser har vist, at Fagocyterne spiller en meget betydelig Rolle i den Kamp, som Legemet bestandig maa føre mod de skade- lige Indflydelser, som Omverdenen udøver paa det. Visse Dyrs Væv er saa gennemsigtige, at man under Mikroskopet kan iagttage, hvad der foregaar inden i dem; dette er saaledes Til- fældet med Frølarvernes Hale, og paa dem har man kunnet studere de hvide Blodlegemers Færd. Trænger et eller andet skadeligt, betændelsesvækkende Stof ind i Legemet eller beskadiges dette paa et eller andet Punkt saaledes, at en Del Celler dræbes f. Eks. ved en Forbrænding eller ved Ætsning med Syre, kan man iagttage, at de hvide Blodlegemer i stor Mængde vandrer ud af de nærmest liggende Blodkar og samler sig- paa det angrebne Sted. Udvandringen gaar for sig paa den Maade, at et hvidt Blodlegeme lægger sig tæt til Haarkarrets Væg og synes lige- som at klæbe fast til denne. Efter nogen Tids Forløb ser man, at der rager en Fortsættelse af det hvide Blodlegeme ud gennem Karrets Væg, medens Hovedmassen af Blodlegemet endnu ligger indenfor; denne Fortsættelse bliver stadig længere og tykkere, me- dens samtidig den Del af Blodlegemet, som ligger paa den indven- dige Side af Karvæggen, formindskes mere og mere; til sidst er hele Blodlegemet smuttet ud gennem Karvæggen og vandrer nu videre hen imod det angrebne Sted. Dette sker nu med Tilsender af hvide Blodlegemer, og disse danner nu først og fremmest en Af- grænsning af det syge Væv, idet de i stor Mængde lægger sig i Kreds uden om det. Det senere Forløb kan nu være forskelligt; i nogle Tilfælde ser man, at de hvide Blodlegemer optager saavel de døde Celler som de irriterende skadelige Stoffer, der er trængt ind, og som i mange Tilfælde er Bakterier. Naar saavel Bakterierne som de syge og døde Celler bliver fortærede af de hvide Blodlegemer, hører Irrita- tionen eller Betændelsen op, men i andre Tilfælde gaar den videre, og der udsvedes da en vandig Vædske, der ligner Blodets Serum, og i hvilken der findes en Masse hvide Blodlegemer, der giver den en