Menneskets Legeme

30 MENNESKETS LEGEME Fordøjelsen ser man nemlig, at der i Tarmenes Lymfekirtler dannes en stor Mængde ny hvide Blodlegemer, og disse samler sig dernæst i de fine Lymferum i Tarmens opsugende Trævler (Villi); de synes her at være medvirkende ved Æggehvidestoffernes Fordøjelse, saa- ledes som senere skal omtales, og desuden ser man lidt senere hen i Fordøjelsesperioden, at de er fyldt med Fedtkorn, saa at de bliver Bærere for denne Del af den optagne Føde og bringer den derhen i Legemet, hvor den atter skal anvendes. I visse sygelige Tilstande bliver de hvide Blodlegemers Antal meget stort, Blodets Farve bliver da blegere end normalt og man har derfor kaldt Sygdommen Leukæmi, o: hvidt Blod. Den tredje Art af faste Bestanddele i Blodet, Blodpladerne, er først opdaget for ikke ret længe siden, men man er endnu meget usikker paa deres kemiske Sammensætning og Betydning. De 2 Slags Blodlegemer og Blodpladerne svømmer om i en al- kalisk Vædske, Blodvædsken, der bestaar af Vand, i hvilket der er opløst en Del Salte, navnlig Kogsalt og kulsurt Natron, og som og- saa indeholder en Del Æggehvide foruden smaa Mængder af Sukker og af de Stoffer, som dannes ved Æggehvidestoffernes Omdannelse i Legemet, og som senere udskilles med Urinen; af disse er Urin- stoffet det vigtigste. Men endelig er Fibrinen eller rettere det Stof, hvoraf Fibrinen dannes, naar Blodet udtømmes af Aarerne, ogsaa en Bestanddel af Blodvædsken; dette kan bevises derved, at man efter Tilsætning af en ringe Mængde Fortyndingsvædske kan filtrere visse Dyrs, særlig Frøernes Blod, saaledes at alle Blodlegemerne holdes tilbage og kun Blodvædsken løber igennem; efter kort Tids Forløb ser man da denne stivne, medens Blodlegemerne ikke danner nogen Blodkage. Saa længe Blodet findes i Legemet under normale Forhold, holder det sig flydende, uden at man dog med Sikkerhed kan an- give Grunden hertil. Blodkarrenes indre Væg synes dog at have en vis Betydning i saa Henseende, idet man kan bevare Blod flydende i større Blodkar efter at have underbundet dem forsigtigt paa 2 Steder, medens man derimod ser, at Blodet har en stor Til- bøjelighed til at koagulere, saa snart Karrenes indre Hinde be- skadiges enten ved Overrivning, Overskæring eller Knusning, og Koaguleringen begynder da altid paa det Sted, hvor Blodkarret er beskadiget. Blodets Evne til at koagulere har stor Betydning for Kirurgien, idet Blodkar, der aabnes ved Saar eller Operationer, som oftest hurtig tillukkes med laste Blodkoagler, saa at Blødningen hører op igen; det er derfor ikke nødvendigt for Kirurgen at under- binde alle blødende Kar, men han kan som oftest lade sig nøje med at sammentrykke det blødende Kar stærkt eller dreje det et Par Gange om sin egen Akse; derved beskadiges Karrets inderste Hinde saa meget, at Blodet koagulerer og Blødningen standser. Kun de største Kar gør en Undtagelse fra denne Regel, idet Blod- mængden i dem og Trykket af Blodet er saa stort, at et nogen-