Menneskets Legeme

BLODET OG KREDSLØBET 33 Dette maa imidlertid gøres med stor Forsigtighed; Blodet koagu- lerer saa hurtigt efter at være udtomt ved en Aareladning, at man let vilde komme til at sprøjte Blodkoagler ind med Blodet og selv et meget lille Koagel vil ved at føres med Blodstrømmen op til de fine Kar i Hjernen eller Lungerne eller andre vigtige Organer og sætte sig fast der give Anledning til meget farlige Tilfælde. Man maa derfor ved Piskning med et Ris befri Blodet for Fibrin, saa at det ikke kan koagulere og dernæst opvarme det til Legemets Temperatur. Ved denne Operation — Blodtransfusion — har man flere Gange frelst Patienter, som syntes Døden meget nær; det er jo imidlertid ikke altid let at finde et Menneske, der vil ofre sit Blod, og man har da ogsaa tænkt sig Muligheden af at benytte Dyrs Blod til Transfusion, og i de foregaaende Aarhundreder har man gjort mange Forsøg hermed og endog bildt sig ind, at man skulde kunne paa- virke Karakteren derved, saa at man kunde gøre en hidsig Mand fredsommelig ved at sprøjte Lammeblod ind i hans Aarer. Alle disse Spekulationer svæver imidlertid i Luften; hver Dyre- arts Blod har sin Ejendommelighed med Hensyn til Sammensætning og Livsbetingelser, og naar Blodet fra et Dyr sprøjtes ind i et andet Dyrs Aarer, guar Blodlegemerne snart til Grunde, saa at man vel kan opnaa en kortvarig Opblussen af Livet igen, men denne følges saa af alvorlige Sygdomstilfælde, Urinen bliver blodfarvet, og Dyret viser et meget stærkt Ildebefindende. Selv mellem saa nær be- slægtede Dyr som Ræv og Hund findes ikke noget Blodslægtskab i den Forstand, at en Rævs Blod kan leve i en Hunds Aarer eller omvendt. I den nyeste Tid har man dog fundet, at man kan overføre Blod fra et Dyr til dets aller nærmeste Slægtninge, uden at Blod- legemerne gaar til Grunde, medens lidt fjernere beslægtede Dyr ikke kan bevare de saaledes indførte Blodlegemer. Blod af en Frø kan leve videre i en Tudse, men ikke i en Salamander, Blod af en Pighaj kan leve i en Hundehaj, men ikke i en Rokke, og hvad der er mærkeligst: Blodet af et Menneske optages uden Skade af de højere menneskelignende Aber som Orang-utan, Gibbon og Chim- panse, medens Menneskets Blodlegemer opløses ved Indsprøjtning i de lavere staaende Abers Legeme. Der er saaledes en Mulighed for, at man kan benytte denne Undersøgelsesmetode til at eftervise Slægt- skabsgraden mellem de forskellige Dyrearter. Man har da maattet opgive at indsprøjte Dyreblod i Mennesker, og i de fleste Tilfælde, i hvilke man tidligere tyede til Transfusion af Blod, lader man sig nu nøje med at indsprøjte kogt Vand, der indeholder 6 Dele Kogsalt paa 1000 Dele Vand og altsaa har samme Saltholdighed som Blodets Serum. Denne Opløsning blander sig med den Rest af Blod, som altid bliver tilbage i Legemet selv eftex' den stærkeste Blødning, og ved denne Blanding kan nu Livet holdes vedlige, indtil der fra Legemets Beholdninger atter kan frem- drages eller paa ny dannes Blodlegemer til at erstatte de tabte. I.evlson: Menneskets Legeme. &