Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
BLODET OG KREDSLØBET
33
Dette maa imidlertid gøres med stor Forsigtighed; Blodet koagu-
lerer saa hurtigt efter at være udtomt ved en Aareladning, at man
let vilde komme til at sprøjte Blodkoagler ind med Blodet og selv
et meget lille Koagel vil ved at føres med Blodstrømmen op til de
fine Kar i Hjernen eller Lungerne eller andre vigtige Organer og
sætte sig fast der give Anledning til meget farlige Tilfælde. Man maa
derfor ved Piskning med et Ris befri Blodet for Fibrin, saa at det
ikke kan koagulere og dernæst opvarme det til Legemets Temperatur.
Ved denne Operation — Blodtransfusion — har man flere Gange
frelst Patienter, som syntes Døden meget nær; det er jo imidlertid
ikke altid let at finde et Menneske, der vil ofre sit Blod, og man
har da ogsaa tænkt sig Muligheden af at benytte Dyrs Blod til
Transfusion, og i de foregaaende Aarhundreder har man gjort mange
Forsøg hermed og endog bildt sig ind, at man skulde kunne paa-
virke Karakteren derved, saa at man kunde gøre en hidsig Mand
fredsommelig ved at sprøjte Lammeblod ind i hans Aarer.
Alle disse Spekulationer svæver imidlertid i Luften; hver Dyre-
arts Blod har sin Ejendommelighed med Hensyn til Sammensætning
og Livsbetingelser, og naar Blodet fra et Dyr sprøjtes ind i et
andet Dyrs Aarer, guar Blodlegemerne snart til Grunde, saa at man
vel kan opnaa en kortvarig Opblussen af Livet igen, men denne
følges saa af alvorlige Sygdomstilfælde, Urinen bliver blodfarvet, og
Dyret viser et meget stærkt Ildebefindende. Selv mellem saa nær be-
slægtede Dyr som Ræv og Hund findes ikke noget Blodslægtskab i den
Forstand, at en Rævs Blod kan leve i en Hunds Aarer eller omvendt.
I den nyeste Tid har man dog fundet, at man kan overføre
Blod fra et Dyr til dets aller nærmeste Slægtninge, uden at Blod-
legemerne gaar til Grunde, medens lidt fjernere beslægtede Dyr ikke
kan bevare de saaledes indførte Blodlegemer. Blod af en Frø kan
leve videre i en Tudse, men ikke i en Salamander, Blod af en
Pighaj kan leve i en Hundehaj, men ikke i en Rokke, og hvad der
er mærkeligst: Blodet af et Menneske optages uden Skade af de
højere menneskelignende Aber som Orang-utan, Gibbon og Chim-
panse, medens Menneskets Blodlegemer opløses ved Indsprøjtning i
de lavere staaende Abers Legeme. Der er saaledes en Mulighed for,
at man kan benytte denne Undersøgelsesmetode til at eftervise Slægt-
skabsgraden mellem de forskellige Dyrearter.
Man har da maattet opgive at indsprøjte Dyreblod i Mennesker,
og i de fleste Tilfælde, i hvilke man tidligere tyede til Transfusion
af Blod, lader man sig nu nøje med at indsprøjte kogt Vand, der
indeholder 6 Dele Kogsalt paa 1000 Dele Vand og altsaa har
samme Saltholdighed som Blodets Serum. Denne Opløsning blander
sig med den Rest af Blod, som altid bliver tilbage i Legemet selv
eftex' den stærkeste Blødning, og ved denne Blanding kan nu Livet
holdes vedlige, indtil der fra Legemets Beholdninger atter kan frem-
drages eller paa ny dannes Blodlegemer til at erstatte de tabte.
I.evlson: Menneskets Legeme.
&