Menneskets Legeme

66 MENNESKETS LEGEME Snorken fremkommer derved, at Ganesejlet under Senen hænger slapt ned; naar Munden da holdes aaben, sættes deti vibrerende Bevægelse baade ved Indaanding og Udaanding. Latter bestaar i en Række hurtige, korte Udaandingr, hvis Lyd betinges af Stemmebaandenes forskellige Spænding. Under Tale og Sang dannes Lyden ved at lade da udaandede Luft sætte Stemmebaandene i Svingninger, der bliver af forskellig Art efter Stemmebaandenes Spænding. Medens Tonerne saahdes dannes i Strubehovedet, saaledes som nedenfor nærmere skal ontales, bliver den artikulerede Tale, Dannelsen af Vokaler og navnlg af Konso- nanter, væsentlig betinget ved Læbernes, Ganesejlets og Tungens Stilling. Ved Hoste kommer der først tn meget dyb Indånding og der- næst en Række voldsomme Udaandinger, der plutselig tvinger Stemmebaandene fra hinanden; som oftest medfører Udaandings- luften ved Hosten noget Slim fra de dybere Dele af luftrøret eller fra Lungerne, og Slimen bringes da op i Munden elle kan slynges helt ud af denne. Nysen er ganske den samme Proces, kun at vel Nysen den krampagtige Udaanding foregaar gennem Næsen. Vi ved altsaa nu, at Brystkassens Rumfang foreges ved Ind- aandingen, at Lungerne følger med Brystkassens Bevagelser og ud- vides og at Luften strømmer ind og fylder det tomne Rum, som paa denne Maade vilde opstaa; ved Udaandingen formndskes Bryst- kassen og Luften presses ud igen af Lungerne; det er nu let at paavise, at den udaandede Lult er meget forskellig fra den ind- aandede. Under vore klimatiske Forhold vil Indaandingsluften altid være koldere end Udaandingsluften, idet denne i Lungerne omtrent har antaget Legemets Temperatur; i Troperne, hvor Lu’ten godt kan have en Varmegrad af 40 0 C. eller endog der over, bliver Luften tværtimod afkølet i Lungerne. Paa Grund af den Opvarmning af Luften, der finder Sted i Lungerne, vil Udaandingsluften fylde noget større Rum end Ind- aandingsluften, den vil tillige være stærkt mættet med Vanddampe; saaledes som man kan overbevise sig om ved at aande mod en kold Rude, Vanddampene fortættes da ved Berøring med den kolde Flade og Ruden dugges. Dette er imidlertid ikke den eneste Forandring, som Luften undergaar i Lungerne; sætter man et Dyr under en Glasklokke, saa at det aander i en afspærret Luftmængde, vil det efter nogen Tids Forløb faa Krampe og dø; undersøger man saa Luften i Glasklokken, vil man finde, at den kun indeholder meget lidt Ilt, højst 3—4 °/0, medens den atmosfæriske Luft indeholder henved 21 °/0; Dyret har altsaa efterhaanden opbrugt næsten al Luftens Ilt. Aander man gennem et Rør ned i et Glas, der er fyldt med Kalkvand eller Barytvand, vil man se, at Vædsken hurtig bliver