Menneskets Legeme

A ÅNDEDRÆTTET 69 sitter en Art Respiration, som man til Forskel fra Lungerespirationen har kaldt »det indre Aandedræt« eller »Vævsaandedræt«. Ved den Iltning af Væv, som finder Sted overalt, frembringes den Varme, som er nødvendig for at vedligeholde Legemets Temperatur, og Legemets Egenvarme beror altsaa ikke hovedsagelig paa den Iltning, som finder Sted i Lungerne, men væsentlig paa den langsomme Forbrænding eller Iltning, som gaar for sig overalt i Legemet. Det Stolskifte, der foregaar i Lungerne, er ingenlunde af ringe Omfang. Regner man, at et Menneske udfører 15 Aandedræt i Mi- nutet, og at der ved hvert Aandedrag passerer 1/2 Liter Luft ind og ud af hans Lunger, giver dette 7x/2 Liter i Minutet eller 450 Liter i Timen. Disse 450 Liter Luft indeholdt oprindelig 94 Liter Ilt, men afgiver 24 Liter i Lungerne. I 24 Timer forbruger Le- gemet altsaa 24 X 24 Liter Ilt = 576 Liter Ilt. Hver Time afgiver Legemet c. 20 Liter Kulsyre med Udaandings- luften, i 24 Timer altsaa 480 Liter, der vejer henimod 2 Pd. og indeholder 256 Gram eller 51,2 Kvint Kulstof. Kulsyreudskillelsen gennem Lungerne er imidlertid ikke lige stor under alle Omstændigheder; den stiger ved stærkt Legemsai'bejde ■og ved rigelig Næring, særlig naar Kosten hovedsagelig bestaar af Planteføde og ligeledes, naar Legemets Varmegrad er høj, saaledes som ved Feber. Kulsyreudskillelsen tiltager ogsaa, naar Aandedrættet bliver hastigere end sædvanligt; rigtignok bliver for hver enkelt Respira- tion den udaandede Kulsyremængde lidt formindsket, men den sam- lede Kulsyreudskillelse forøges dog noget ved hastigt Aandedræt. Kulsyreudskillelsen er noget ringere hos Barnet, stiger indtil det 25. —30. Aar og kan holde sig paa samme Højde indtil ved det 50. Aar, saa tager den atter langsomt af. Hos koldblodige Dyr og hos varmblodige Dyr, der ligger i Vinterdvale, er Respirationen temmelig langsom; koldblodige Dyr kan undvære Tilførsel af Ilt i nogen Tid, men varmblodige Dyr gaar hurtigt til Grunde i ilttom eller iltfattig Luft, selv naar deres Stof- skifte, som i Vintertiden, iøvrigt synes næsten at staa stille. Selv om Luften indeholder noget mindre Ilt end sædvanlig, be- sværes Aandedrættet ikke herved, men naar Luftens Iltmængde synker meget stærkt, kan Livet ikke bevares ret længe. Man har kunnet overbevise sig herom ved Forsøg paa Dyr, men ogsaa Mennesker kan under visse Forhold komme til at indaande iltfattig Luft. Det er jo en gammel Erfaring, at Bjergbestigere føler Aandenød og Hjertebanken, naar de naar op til meget betyde- lige Højder, og at dette Ildebefindende kan føre til Besvimelse, og man har villet forklare denne Kendsgerning derved, at Luften i be- tydelig Højde er langt tyndere og følgelig iltfattigere end nede i Dalene. Delte kan vel ogsaa spille en stor Rolle, men man maa dog ogsaa tage Anstrængelsen og Spændingen ved Bjergklatringen ■o. s. v. med i Betragtning. Ganske lignende Symptomer har man