Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
AANDEDRÆTTET
71
Andre Luftarter virker paa forskellig Maade paa Legemet; nogle
er uden Indvirkning paa Blodet f. Eks. Kvælstof og Brint, og det
er derfor ligegyldigt, hvor stor Procentmængde af disse Luftarter
der findes i den indaandede Luft, naai* den blot tillige indeholder
en tilstrækkelig Mængde Ilt.
Andre Luftarter pirrer Luftvejenes Slimhinde saa stærkt, at de
foraarsager krampagtige Sammentrækninger, Kvælningsfornemmelse
og Hoste, selv om de kun er til Stede i ringe Mængde i Indaandings-
luften; mange flygtige Syrer hører herhen. Særlig irriterende er
Svovlsyrling (se »Populær Kemi« S. 61), der dannes ved Forbrænding
af Svovl i Luften, og som ældre Folk vel vil kunne erindre fra den
Tid, da man brugte Svovlstikker, ø: smaa Træpinde, hvis ene Ende
var bestrøget med Svovl og dernæst forsynet med en Tændsats; de
moderne Tændstikker er tilberedte uden Svovl og giver derfor ikke
den hæslige, irriterende Svovlsyrlinglugt ved Antændelsen.
Ammoniak, der dannes ved Forraadnelse af dyriske Bestanddele
f. Eks. Urin, eller ved Gasfabrikation (se »Populær Kemi« S. 90),
irriterer ved Indaanding navnlig Næsens Slimhinde og giver Anled-
ning til stærk Nysen; man har derfor undertiden anvendt Opløsning
af Ammoniak i Vand, den saakaldte Salmiakspiritus, til Oplivelses-
middel ved Besvimelser og Ildebefindende af forskellig Art, men
man skal dog omgaas noget varlig hermed, da den ved Indaanding
af Ammoniakvand fremkaldte Irritation af Slimhinderne kan være
ret langvarig og besværende.
Endelig er der endnu Luftarter, der opsuges af Blodet og virker
som stærke Gifte. Af saadanne Luftarter kan nævnes Kulsyre, af
hvilken der jo altid findes ganske smaa Mængder i Indaandings-
luften; det skader imidlertid ikke, om Kulsyremængden i Luften
stiger endog ret betydeligt, indtil 3—4 °/0 Kulsyre vil slet ikke
mærkes, og selv endnu større Mængder kan taales i længere Tid,
men kommer man op paa 30 °/0, indtræder Døden hurtigt under
Krampetilfælde.
Alle Mennesker har hørt Tale om Hundegrotten ved Neapel,
hvor Kulsyren strammer ud gennem Sprækker i Jorden; da Kul-
syren er tungere end atmosfærisk Luft, samler den sig ved Bunden
af Grotten, og Mennesker kan derfor uden Fare gaa der ind, men
holder man en Hund eller andet Dyr tæt ved Grottens Bund, vil
det hastigt omkomme.
Da Udaandingsluften indeholder langt mere Kulsyre end Ind-
aandingsluften, vilde Luften i vore Stuer snart komme til at inde-
holde saa megen Kulsyre, at det blev farligt at opholde sig i dem,
hvis der ikke raadedes Bod herpaa ved den naturlige og kunstige
Ventilation. Den naturlige Ventilation kommer til Veje derved, at
det Materiale, af hvilket vi bygger vore Huse, ingenlunde er uigen-
nemtrængeligt for Luften; selv Murstenene lader Luften let passere
frem og tilbage gennem Stenenes fine Porer, og Vinduer og Døre
slutter aldrig lufttæt. Luften i vore Huse fornyes derfor stadig, idet