Menneskets Legeme

Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON

År: 1901

Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 372

UDK: 612

ERNÆRING OG STOFSKIFTE

AF

DR. MED. F. LEVISON

MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER

AF

LÆGE VILH. JENSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
AANDEDRÆTTET 71 Andre Luftarter virker paa forskellig Maade paa Legemet; nogle er uden Indvirkning paa Blodet f. Eks. Kvælstof og Brint, og det er derfor ligegyldigt, hvor stor Procentmængde af disse Luftarter der findes i den indaandede Luft, naai* den blot tillige indeholder en tilstrækkelig Mængde Ilt. Andre Luftarter pirrer Luftvejenes Slimhinde saa stærkt, at de foraarsager krampagtige Sammentrækninger, Kvælningsfornemmelse og Hoste, selv om de kun er til Stede i ringe Mængde i Indaandings- luften; mange flygtige Syrer hører herhen. Særlig irriterende er Svovlsyrling (se »Populær Kemi« S. 61), der dannes ved Forbrænding af Svovl i Luften, og som ældre Folk vel vil kunne erindre fra den Tid, da man brugte Svovlstikker, ø: smaa Træpinde, hvis ene Ende var bestrøget med Svovl og dernæst forsynet med en Tændsats; de moderne Tændstikker er tilberedte uden Svovl og giver derfor ikke den hæslige, irriterende Svovlsyrlinglugt ved Antændelsen. Ammoniak, der dannes ved Forraadnelse af dyriske Bestanddele f. Eks. Urin, eller ved Gasfabrikation (se »Populær Kemi« S. 90), irriterer ved Indaanding navnlig Næsens Slimhinde og giver Anled- ning til stærk Nysen; man har derfor undertiden anvendt Opløsning af Ammoniak i Vand, den saakaldte Salmiakspiritus, til Oplivelses- middel ved Besvimelser og Ildebefindende af forskellig Art, men man skal dog omgaas noget varlig hermed, da den ved Indaanding af Ammoniakvand fremkaldte Irritation af Slimhinderne kan være ret langvarig og besværende. Endelig er der endnu Luftarter, der opsuges af Blodet og virker som stærke Gifte. Af saadanne Luftarter kan nævnes Kulsyre, af hvilken der jo altid findes ganske smaa Mængder i Indaandings- luften; det skader imidlertid ikke, om Kulsyremængden i Luften stiger endog ret betydeligt, indtil 3—4 °/0 Kulsyre vil slet ikke mærkes, og selv endnu større Mængder kan taales i længere Tid, men kommer man op paa 30 °/0, indtræder Døden hurtigt under Krampetilfælde. Alle Mennesker har hørt Tale om Hundegrotten ved Neapel, hvor Kulsyren strammer ud gennem Sprækker i Jorden; da Kul- syren er tungere end atmosfærisk Luft, samler den sig ved Bunden af Grotten, og Mennesker kan derfor uden Fare gaa der ind, men holder man en Hund eller andet Dyr tæt ved Grottens Bund, vil det hastigt omkomme. Da Udaandingsluften indeholder langt mere Kulsyre end Ind- aandingsluften, vilde Luften i vore Stuer snart komme til at inde- holde saa megen Kulsyre, at det blev farligt at opholde sig i dem, hvis der ikke raadedes Bod herpaa ved den naturlige og kunstige Ventilation. Den naturlige Ventilation kommer til Veje derved, at det Materiale, af hvilket vi bygger vore Huse, ingenlunde er uigen- nemtrængeligt for Luften; selv Murstenene lader Luften let passere frem og tilbage gennem Stenenes fine Porer, og Vinduer og Døre slutter aldrig lufttæt. Luften i vore Huse fornyes derfor stadig, idet