Menneskets Legeme

88 MENNESKETS LEGEME Fig. 79. Hovedskal af et Menneske, set fra venstre Side, i Isseben, k Kindben, n Næseben, na Nakke- ben, o Overkæben, p Pandeben, t Taareben, ti Tin- dingeben, ø Øreaabning, u Underkæben. paa alle Steder begrænses af faste og ubevægelige Ben, ikke kan for- andre Omfang eller Form. Overkæbebenet deltager baade i Dannelsen af Næsehulen, Øje- hulerne og Mundhulen, hvis benede Tag dannes af en let opad hvælvet Fortsættelse af Overkæben, der strækker sig forfra bagtil og som opad grænser til Næsehulen, nedad til Mundhulen. Bagtil fort- sættes denne Del af Overkæben af den vandrette Del af Ganebenet og tilsammen danner disse 2 Knogler den haarde Gane. — Overkæ- bebenene er fast forbundne i Midtlinjen, saa at de tilsyneladende danner én Knogle; de ender nedad og fortil med en nogenlunde halv- kresformet fremspringende Vold eller Kam, der paa sin nedadvendende Flade har en Række Gruber, i hvilke Tænderne sidder. Opad og bagtil udsender Over- kæbebenet en Fortsæt- telse, der støder op til Kindbenet og sammen med dette og med en Fortsættelse, der fra Tindingebenet strækker sig bagfra fortil, dan- ner Kindbuen, som man let kan føle tæt under Huden, strækkende sig nedenfor Øjet henimod Ørets øverste Del. Underkæben bestaar af to Partier 1) en no- genlunde vandret lig- gende Del, der har Form omtrent som en fortil noget sammen- kneben Hestesko, og 2) en lodret opstigende Del paa hver Side; det stærkt fremspringende Parti af Underkæben, hvor den vandrette Del forener sig med det opadstigende Parti, kaldes Underkæbevinklen, Paa den opadvendende Rand af Underkæbens vandrette Del sidder ligesom i den tilsvarende Del af Overkæben en Række Huler (Alveoler), i hvilke Tænderne er indplantede. Under almindelige Forhold staar Tænderne lige over for hin anden, dog saaledes, at Underkæbens Fortænder med deres fri Rand gaar lidt indenfor de tilsvarende Tænder i Overmunden; herved lettes Anvendelsen af Fortænderne til at afbide F'øden, idet Tæn- derne glider forbi hinanden som Bladene i en Saks; det er imidler- tid ikke ualmindeligt at se Mennesker, hos hvem Underkæbens For.