Menneskets Legeme

FORDØJELSEN. Det er i det foregaaende gentagende nævnt, at vort Legeme trænger til stadig Tilførsel af Erstatning for det daglige Forbrug og Slid, som selve L/vet og alle Livsytringer medfører, og at de Stoffer, ved hvis Iltning saavel Legemets Varme som den fornødne Kraftmængde dannes, direkte eller indirekte hentes fra Planterne. Af de Nærings- midler, som tilføres os med fast eller flydende Føde, er imidlertid kun Vandet i en saadan Tilstand, at det uden Forandring kan op- suges og gaa over i Blodet og Legemets øvrige Vædsker; alle andre Fødemidler maa gennenigaa en indgribende Behandling, inden de kommer i en saadan Tilstand, at de kan opsuges i Blodet og an- vendes i vort Legeme. Denne Behandling er dels af en mekanisk Art og bestaar væsentlig i en meget stærk Sønderdeling, dels af en kemisk Art, og ved den sidste opnaas særlig, at de i Vand uopløse- lige Stoffer omdannes saaledes, at de kan opløses i Vand og derved gøres lettere opsugelige. Alle disse Behandlinger af Føden foregaar i Fordøjelseskanalen, der begynder med Munden og fortsættes af Svælg, Spiserør, Mave og Tarmkanal. MUNDHULEN Naar man betragter et skeletteret Hoved af et Menneske, ser man, at Hovedskallen bestaar af en stor Mængde Knogler, som for største Delen er ubevægeligt forbundne med hinanden; en Und- tagelse herfra danner Underkæben, der er ganske fri og kun ved en Ledforbindelse hænger sammen med Hovedskallen, heraf følger og- saa, at Mundhulen, der væsentlig begrænses af Over- og Underkæbe- benet, faar en foranderlig Størrelse, idet navnlig Indgangen til den forandrer Form efter Underkæbens Stilling til Overkæben, medens Ansigtets andre Huler, Øjehulerne, Næsehulen og Øregangen, som