Haandværker Sangbogen

Den har rørt os saa dybt — Eders højstemte Sang og det rungende Leve, der lød; maa vi bede om Lov til at takke en Gang, for den duftende Virak, der flød. Ja, vi kender Jer nok, naar I sidder paa Rad omkring Bordet i Kjole og Ilvidt og fortærer al Værtens den dejlige Mad, med en glubende god Appetit. Naar I nedskyller Rødvinen, Glas efter Glas, og Jer føler saa trygge og fro, fordi vi sidder hjemme — saa rigtig tilpas — og faar lade Jer smause i Ro og kan ej passe paa, om I drikker lidt mer, end det sømmer sig agtbare Folk. — Ja, saa rejser sig op en sat Kavalier, som de ulmende Følelsers Tolk. Og saa gaar det saa glat, hu! saa skyller del ned, som en brusende Møllebæks Fos. Om de Blomster og Roser og alt hvad I ved i en Fart at faa liret om os. Vi er Roser — aa ja — for en Rose maa staa, saa beskedent og leve af Luft, imens I maa ha’ noget at læske Jer paa, med lidt mer’ hjærtekrassende Duft. Vi er Jordlivets Engle! — det klinger saa sødt; thi for Engle har her I ej Plads. De skal bæres paa Hænder, bevares saa blødt, men hvad skal de blandt Flasker og Glas? 123