Haandværker Sangbogen

der bli’r Lys, der bli’r Fest, hvor Du kommer, derfor priser og hylder vi Dig! 106. Mel.: Du er rig, du er dejlig, o Syd. Du er dejlig, du Kvinde i Nord! — Det er sagt dig saa ofte, min kære, at det snart trivielt dig maa være vist at høre paa ny disse Ord. Men da atter den Ære du gør os at lade dig se i vor Midte, saa — endskønt de jo er lidt forslidte — som Honnør vi vel bruge dem tør. Du er Livets den højeste Lyst! — At vort Hjerte du tidt voldte Kvaler, derom helst vi i Dag ikke taler, kun til Lovsang vi løfte vor Røst. Blot et Ord af din Mund, blot et Vink, saa for dig staa vi alle paa Pinde. Du kan rundt om en Finger os vinde ved dit Smil med dets solvarme Blink. Selv om haarde vi var som Granit, for din Yndes elektriske Straaler, — dem, en Adamssøn daarligt kun taaler — dog vi smeltede lidt efter lidt. Ak! men vi er skam hverken af Staal eller Sten, tværtimod — vi som Krudt er! Straks vi fænger, naar »Strømmen« du slutter, eksploderer og — tømmer din Skaal. O. Bentzen. 9 129